God tur hjem til mig. Jeg ser frem til det glaedelige gensyn med jer allesammen!

Her i efterskriftet skal jeg huske at takke jer allesammen for at have laest med. Virtuel socialisering skal bestemt ikke undervurderes, jeg har i hvert fald nydt det til fulde. Og af samme aarsag vil dugfriske indslag med overskriften "Dengang da jeg var i Jordan..." sikkert vaere at finde paa siden om 1/2 aar.

Dagen begyndte med pakkekaos. Hold da op en masse skrammel, jeg har faaet samlet sammen i loebet af 3 maaneder. Alt dette faar mig til at glaede mig til at sidde i flyet efter at have chekket ind - uden at skulle betale overvaegt - og efter at have faaet sagt god for min overdimensionerede haandbagage!

Jeg var ude paa mit arbejde for at sige farvel. Desvaerre en dum dag at komme paa, da over halvdelen af dem var ude paa et universitet, hvor centret afholder et seminar i denne uge. Men jeg fik da sagt mine farveller til dem, der var der. Og jeg indkasserede et par oereringe, som en af mine kollegaer tog ud af sine oerer og gav til mig, og en perlehalskaede, som en fandt frem fra sin taske. Spontant og soedt!

Men det er nu alligevel med en lille aergelse, at jeg forlader menneskerettighedscentret. Paa 3 maaneder har jeg faaet et rigtig godt indblik i deres arbejde, men samtidig er det foerst netop nu, efter den lange introduktion, at jeg selv kan begynde at udrette noget af betydning. Men det maa altsaa blive i andre sammenhaenge! En anden vaesentlig grund til min aergelse er, at selveste kongen kommer paa besoeg paa centret paa soendag. Det kunne have vaeret noget af en oplevelse at have vaeret der - i hvert fald alt at doemme efter alt det arbejde, vores stakkels kaffeslave er blevet overbelaesset med! I dag var han at finde overalt i bygningen med en kost eller en klud.

Nu har jeg lige fundet et aandehul i det travle bycenter Al-Balad, som har vaeret vores hjem i de sidste par dage. Vi har ikke rigtig noget sted at vaere resten af dagen, men et eller andet skal vi nok finde paa at stille op med os selv, inden vi tager ud i lufthavnen kl halv to i nat.

Jeg har meget paa hjertet, men er bare lidt for traet lige nu!

Det gik meget smertefrit med at krydse graensen, og her fik jeg et godt foerste indtryk af libanesere i uniformer, som siden har holdt stik. Soldaterne smiler hele tiden! Det var lidt mere besvaerligt for vores irakiske medpassager at komme ind i landet, han blev hevet ind i et rum og udspurgt i et kvarters tid, men til sidst kunne vi sog alle forlade graenselandet og saette kursen mod Beirut.

Det tog ikke lang tid at koere tvaers igennem landet, selvom krige selvfoelgelig har sat sit praeg paa infrastrukturen. Vi passerede en bro, som tydeligt var blevet ramt af en bombe, men ellers saa hele landet meget fredeligt ud. Med McDonalds-skilte og coca-cola reklamer foeltes det lidt som at komme hjem efter opholdet i antiamerikanske Syrien.

Jeg er nu i Beirut, byen hvor folk har ry for at vaere smukke. Og der er noget om snakken! Saa i morges foelte vi os alle noedsaget til at tage et bad, og pigerne til at bruge lidt laengere tid foran spejlet. Man skal jo passe ind i bybilledet.

Vi bor paa et saakaldt pensionat - en familie, som lejer deres egne vaerelser ud, naar der kommer gaester. Saaledes maatte nogle boern rykke ud af det rum, hvor vi nu sover i, og deres legetoej staar stadig oven paa skabet i rummet.

Byen er skoen at faerdes i. Der er varmere end i Syrien og Jordan, og saa bor vi ikke mere end 500 m fra Middelhavet, som vi vandrede langs med det meste af dagen i gaar. Det meste af den vestlige del af byen er "genopstaaet" med dyre hoteller og internationale restauranter. I dag har vi gaaet rundt inde i det centrale Beirut. Meget af dette er ogsaa bygget efter borgerkrigens afslutning, men i nogle omraader staar de overlevende huse stadig og ser noget ustabile ud med skudhuller overalt.

Demonstrationerne fik vi at se i dag. Foerst blev vi moedt af synet af ens, hvide telte, som demonstranterne overnatter i. Ellers er der nu meget farverigt overalt med det libanesiske roed-hvide flag (med et groent juletrae i midten, der ikke kan undgaa at faa os lidt i julestemning), hizbollahs gule flag og store plakater med Nasrallah og hans foelger.Alting foregaar meget fredeligt, og folk virker til at vaere i meget godt humoer. Unge som gamle gaar rundt i omraadet og vifter med det libanesiske flag, men en virker til blot at komme for at kigge lidt paa, ligesom os. Soldater og tanks overvaager hele det centrale Beirut, men det er efterhaanden et syn, jeg har vaennet mig til. Og som foer naevnt er soldaterne langt mindre autoritative end fx de syriske, men mere snakkesalige og smilende.

Vi overvaerede demonstranternes faellesboen her til middag. Hele pladsen blev delt op i en afdeling for maend og kvinder, og vi fornemmede hurtigt, at vi ikke rigtig hoerte til nogen af stederne. I stedet slog vi os ned og spiste morgenmad, mens vi fra hoejtalere hoerte en mand tale meget laenge. Herefter gik faellesboennen i gang, og vi fandt hen til en bro, hvorfra vi kunne se, hvad der foregik. Nu er demonstrationen stille og roligt brudt op, og alle folk spredt ud igen.

Vores plan er at suge det beirutiske liv til os her weekenden over. Derefter gaar turen tilbage til Amman...

Som turist maa man benytte en speciel indgang, og i denne forbindelse bliver man ogsaa ifoert en heldragtskaabe, der daekker alt fra top til taa, lige bortset fra ansigtet. Godt afdaekket, lige bortset fra de bare foedder, kunne vi derfor traede ind i moskeens store soejlegaard, mens der blev kaldt til eftermiddagsboen fra en af minareterne. Vi fortsatte derfor ind i bedehallen - hvor Johannes Doeberens hoved efter sigende ogsaa skulle befinde sig i en kiste, men det er en helt anden historie. Foerst virkede der ikke rigtig til at ske saa meget. Vi fandt hurtigt frem til det omraade, som vi som kvinder maatte befinde os i, og satte os ned og betragede de mennesker, som hver for sig gav sig til at bede.

Senere skulle vi dog finde ud af, at dette smaa-bederi slet ikke skulle kunne goere det! Der begyndte at komme flere og flere mennesker ind i rummet, maendene i deres afskaermede omraade forrest, kvinderne i et afskaermet omraade baggerst, og de stillede sig op paa raekke. Pludselig gik faellesboennen i gang, og de omkring 300 tilstedevaerende muslimer kastede sig til jorden samtidig, som paa kommando. Jeg sad paa gulvet i midten af alle de bedende kvinder, saa naar de alle stod op, kunne jeg ikke se andet end de foranstaaendes lange kaaber, men naar de alle laa paa knae, og jeg havde 300 numser strittende imod mig, havde jeg overblik over hele moskeen.

Efter boennen traaedte en taler frem paa en talerstol allerforrest ved maendene. I 3 kvarter sad jeg sammen med alle de andre og lyttede til de ord, som blandet med korancitater (smart at de bliver "sunget" - saa kan man kende forskel, selvom man som mig ikke forstaar arabisk!) floed ud fra hoejtalerne. Efter disse mange minutter blev det lidt for kedeligt, vi skulle jo ogsaa videre i programmet!

I modsaetning til den eksklusive og luksurioese udgave af slagsen, som jeg proevede i Amman paa min foedselsdag, havde dette i langt hoejere grad karakter af at vaere et offentlig bad. Paa denne ugentlige kvindedag var badet gaestet af syriske familier, alle generationer var repraesenteret, som skulle have deres ugentlige store bad. Og denne gang var situationen jo den samme for mig, hvis krop heller ikke havde set vand siden Jordan. 

Jeg fik en ordentlig skubbetur af en fed, arabisk dame ifoert nattoej. Jeg blev placeret paa marmorgulvet, blev bedt om at tage bikinitoppen af, og saa gik hun ellers bare i gang med at gnubbe loes. I Amman blev dette gjort for at fjerne doede hudceller paa den skoenhedsklinik-agtige maade. Her var der udelukkende tale om eet formaal: At blive ren! Hun hev mine arme op, klaskede dem ind i sine egne fedtdepoter og skrubbede mine armhuler. Rundt omkring i rummet var der smaa fontaener med vand, hvoromkring de forskellige familier sad og vaskede hinanden.

Efter et par timer i denne dampende atmosfaere, skulle vi alle ud for at have vores toej paa igen. Og ren var jeg! 

De andre kvinder, som jeg lige havde set halvnoegne, gik nu i gang med at klaede sig paa. Lag paa lag kom paa, og pludselig var de alle gaaet fra at have undertoej paa til at vaere ifoert fuld daekning, ninja-outfittet, hvos kun oejnene er fri. Det var virkelig sjovt at betragte, og de syntes uden tvivl, at det var lige saa sjovt at betragte mig! 

Vi forlod lejligheden fredag morgen og lignede en skoleklasse paa vej paa lejrtur, da vi slaebte afsted med alle vores mange poser og tasker. Vores vicevaert kom alt for tidligt og maatte med sin kone sidde i vores stue og vente paa, at vi blev faerdige med alt pakkeriet. Alle skabe og skuffer skulle toemmes, inklusiv vores skab med sprutflasker, som vi formaaede at smugle ud uden at de to veltroende muslimer bemaerkede det. De paatale dog alt andet, som vi proevede at efterlade i skabene. Endelig kom vi hjem til Simon og Matildes lejlighed, som vi nu har indtaget med vores mange poser. Overskuddet var heller ikke den dag alt for stort, saa det endte med at vaere godt hen paa eftermiddagen, foer vi rettede kursen mod Syrien.

Jeg kan ikke fortaelle meget om, hvordan landet ser ud, for jeg sov hele vejen. I Damaskus gik jagten paa at finde det hotel, vi havde udpeget os, i gang. Noget af en opgave, isaer fordi den taxachauffoer, vi fik fat i, ikke kunne et eneste ord paa engelsk. Vi endte med at stoppe og spoerge om vej ved en lille restaurant, hvor den syriske gaestfrihed for alvor kom os i moede. Ejeren inviterede os ind, vi spiste aftensmad, fik gratis dessert og endte med at faa et lift med ham hjem til vores hotel. Og ikke bare et af den slags lift, hvor man bliver smidt af paa vejen. Nej, vi fik en rundtur af naesten en times varighed i den gamle bydel, hvorefter vi blev koert hjem til hotellet. Ganske uforpligtende.

Vi har nu alle 4 indlogeret os i paa et vaerelse en fin, gammel Damaskusvilla med gaardhave. Nok var den uden tvivl finere for 200 aar siden og er ikke blevet roert siden, men autentisk er det! Her sover vi laenge, meget laenge, og dagene gaar i stille og roligt tempo. Lige hvad man kunne traenge til efter 3 maaneders arbejde i Amman. Naajo, et bad kunne jeg ogsaa godt traenge til, da det ikke rigtig ser ud til at kunne lade sig goere paa vores mikroskopiske toilet. Saa i eftermiddag venter der mig endnu en omgang tyrkisk bad. 

Ellers er Damaskus en pulserende og spaendende by. Trafikken synes endnu vaerre end i Jordan, maaske mest fordi gaderne er virkelig smalle i den gamle bydel. Der er mennesker overalt, og naar jeg bevaeger sig rundt i souq'erne i myldretiden, ender jeg altid med at sidde fast i maengden. I de dele af Damaskus, vi har bevaeget os rundt i indtil nu, er den vestlige civilisation svaer at faa oeje paa. Ingen fastfood-kaeder, umuligt at opdrive en coca-cola. Gad vide om jeg kunne have boet her i 3 maaneder?

Til gengaeld har jeg faaet brugt mine ben, og de elsker det. Efter naesten kun at have bevaeget sin rundt i taxa i 3 maaneder, er det skoent selv at kunne bestemme retningen! Der er flotte, gamle bygninger overalt, men indtil videre har vi ikke vaeret saerlig kulturelle. Imorgen maaske...

Jeg holder sidste dag paa arbejdet i dag, hvilket der nu ikke er noget ekstraordinaert i. For det foerste fordi jeg ikke kan slappe helt af, men skal naa at skrive en artikel faerdig, dernaest fordi der ikke rigtig er nogle folk her i dag, alle synes at vaere ude af huset og for det tredje ogsaa fordi, at jeg har planer om at komme indenom igen om 2 uger, naar jeg er tilbage i Amman, inden jeg skal flyve hjem.

Naar jeg har fri om en time gaar turen hjem for at pakke. Gad vide, om jeg overhovedet kan finde min backpack? Den har vaeret godt gemt vaek i de sidste 3 maaneder. Og dernaest, gad vide hvordan jeg skal faa det hele til at vaere deri? Vi forlader plastiklejligheden imorgen formiddag og retter kursen mod den syriske graense. I foerste omgang gaar turen til Damaskus.

Jeg holder sidste dag paa arbejdet i dag, hvilket der nu ikke er noget ekstraordinaert i. For det foerste fordi jeg ikke kan slappe helt af, men skal naa at skrive en artikel faerdig, dernaest fordi der ikke rigtig er nogle folk her i dag, alle synes at vaere ude af huset og for det tredje ogsaa fordi, at jeg har planer om at komme indenom igen om 2 uger, naar jeg er tilbage i Amman, inden jeg skal flyve hjem.

Naar jeg har fri om en time gaar turen hjem for at pakke. Gad vide, om jeg overhovedet kan finde min backpack? Den har vaeret godt gemt vaek i de sidste 3 maaneder. Og dernaest, gad vide hvordan jeg skal faa det hele til at vaere deri? Vi forlader plastiklejligheden imorgen formiddag og retter kursen mod den syriske graense. I foerste omgang gaar turen til Damaskus.