Moske og kaempeboen

I gaar fik vi besoegt Damaskus' store Umayyad moske, en af de stoerste og aeldste moskeer i verden, og derfor ogsaa en af Islams vigtigste.

Som turist maa man benytte en speciel indgang, og i denne forbindelse bliver man ogsaa ifoert en heldragtskaabe, der daekker alt fra top til taa, lige bortset fra ansigtet. Godt afdaekket, lige bortset fra de bare foedder, kunne vi derfor traede ind i moskeens store soejlegaard, mens der blev kaldt til eftermiddagsboen fra en af minareterne. Vi fortsatte derfor ind i bedehallen - hvor Johannes Doeberens hoved efter sigende ogsaa skulle befinde sig i en kiste, men det er en helt anden historie. Foerst virkede der ikke rigtig til at ske saa meget. Vi fandt hurtigt frem til det omraade, som vi som kvinder maatte befinde os i, og satte os ned og betragede de mennesker, som hver for sig gav sig til at bede.

Senere skulle vi dog finde ud af, at dette smaa-bederi slet ikke skulle kunne goere det! Der begyndte at komme flere og flere mennesker ind i rummet, maendene i deres afskaermede omraade forrest, kvinderne i et afskaermet omraade baggerst, og de stillede sig op paa raekke. Pludselig gik faellesboennen i gang, og de omkring 300 tilstedevaerende muslimer kastede sig til jorden samtidig, som paa kommando. Jeg sad paa gulvet i midten af alle de bedende kvinder, saa naar de alle stod op, kunne jeg ikke se andet end de foranstaaendes lange kaaber, men naar de alle laa paa knae, og jeg havde 300 numser strittende imod mig, havde jeg overblik over hele moskeen.

Efter boennen traaedte en taler frem paa en talerstol allerforrest ved maendene. I 3 kvarter sad jeg sammen med alle de andre og lyttede til de ord, som blandet med korancitater (smart at de bliver "sunget" - saa kan man kende forskel, selvom man som mig ikke forstaar arabisk!) floed ud fra hoejtalerne. Efter disse mange minutter blev det lidt for kedeligt, vi skulle jo ogsaa videre i programmet!