Saa er det blevet tid til at skrive de sidste blog-ord fra et jordansk tastatur. Flere ord skal det dog nok blive til, for mine tilbragte minutter foran computeren har slet ikke stemt overens med mine mange tanker her paa det sidste. Jeg har ikke kunnet foelge med mig selv. Men de naeste ord kommer jo nok til at blive skrevet paa et dansk tastatur med baade ae, oe og aa, hvor alting vender, som det skal, og uden at have arabiske sikkerhedsadvarsler til at poppe op hele tiden! Det lyder slet ikke saa ringe endda.

God tur hjem til mig. Jeg ser frem til det glaedelige gensyn med jer allesammen!

Her i efterskriftet skal jeg huske at takke jer allesammen for at have laest med. Virtuel socialisering skal bestemt ikke undervurderes, jeg har i hvert fald nydt det til fulde. Og af samme aarsag vil dugfriske indslag med overskriften "Dengang da jeg var i Jordan..." sikkert vaere at finde paa siden om 1/2 aar.

Saa er det lige ved at vaere oppe over. I dag er min sidste dag i Amman.

Dagen begyndte med pakkekaos. Hold da op en masse skrammel, jeg har faaet samlet sammen i loebet af 3 maaneder. Alt dette faar mig til at glaede mig til at sidde i flyet efter at have chekket ind - uden at skulle betale overvaegt - og efter at have faaet sagt god for min overdimensionerede haandbagage!

Jeg var ude paa mit arbejde for at sige farvel. Desvaerre en dum dag at komme paa, da over halvdelen af dem var ude paa et universitet, hvor centret afholder et seminar i denne uge. Men jeg fik da sagt mine farveller til dem, der var der. Og jeg indkasserede et par oereringe, som en af mine kollegaer tog ud af sine oerer og gav til mig, og en perlehalskaede, som en fandt frem fra sin taske. Spontant og soedt!

Men det er nu alligevel med en lille aergelse, at jeg forlader menneskerettighedscentret. Paa 3 maaneder har jeg faaet et rigtig godt indblik i deres arbejde, men samtidig er det foerst netop nu, efter den lange introduktion, at jeg selv kan begynde at udrette noget af betydning. Men det maa altsaa blive i andre sammenhaenge! En anden vaesentlig grund til min aergelse er, at selveste kongen kommer paa besoeg paa centret paa soendag. Det kunne have vaeret noget af en oplevelse at have vaeret der - i hvert fald alt at doemme efter alt det arbejde, vores stakkels kaffeslave er blevet overbelaesset med! I dag var han at finde overalt i bygningen med en kost eller en klud.

Nu har jeg lige fundet et aandehul i det travle bycenter Al-Balad, som har vaeret vores hjem i de sidste par dage. Vi har ikke rigtig noget sted at vaere resten af dagen, men et eller andet skal vi nok finde paa at stille op med os selv, inden vi tager ud i lufthavnen kl halv to i nat.

Saa er jeg tilbage i Amman. Og taenk sig - jeg skal hjem om 2 dage. Hvor blev de resterende 104 af?

Jeg har meget paa hjertet, men er bare lidt for traet lige nu!

I gaar forlod vi Damaskus med fuld oppakning og fandt ned til en busstation, hvor omkring 30 maend hev i os fra alle sider for at faa os til at saette os ind i deres bil. Det lykkedes os at komme helskindet ind paa bagsaedet af en taxa og sammen med chauffoeren og en iraker gik turen til den libanesiske graense.

Det gik meget smertefrit med at krydse graensen, og her fik jeg et godt foerste indtryk af libanesere i uniformer, som siden har holdt stik. Soldaterne smiler hele tiden! Det var lidt mere besvaerligt for vores irakiske medpassager at komme ind i landet, han blev hevet ind i et rum og udspurgt i et kvarters tid, men til sidst kunne vi sog alle forlade graenselandet og saette kursen mod Beirut.

Det tog ikke lang tid at koere tvaers igennem landet, selvom krige selvfoelgelig har sat sit praeg paa infrastrukturen. Vi passerede en bro, som tydeligt var blevet ramt af en bombe, men ellers saa hele landet meget fredeligt ud. Med McDonalds-skilte og coca-cola reklamer foeltes det lidt som at komme hjem efter opholdet i antiamerikanske Syrien.

Jeg er nu i Beirut, byen hvor folk har ry for at vaere smukke. Og der er noget om snakken! Saa i morges foelte vi os alle noedsaget til at tage et bad, og pigerne til at bruge lidt laengere tid foran spejlet. Man skal jo passe ind i bybilledet.

Vi bor paa et saakaldt pensionat - en familie, som lejer deres egne vaerelser ud, naar der kommer gaester. Saaledes maatte nogle boern rykke ud af det rum, hvor vi nu sover i, og deres legetoej staar stadig oven paa skabet i rummet.

Byen er skoen at faerdes i. Der er varmere end i Syrien og Jordan, og saa bor vi ikke mere end 500 m fra Middelhavet, som vi vandrede langs med det meste af dagen i gaar. Det meste af den vestlige del af byen er "genopstaaet" med dyre hoteller og internationale restauranter. I dag har vi gaaet rundt inde i det centrale Beirut. Meget af dette er ogsaa bygget efter borgerkrigens afslutning, men i nogle omraader staar de overlevende huse stadig og ser noget ustabile ud med skudhuller overalt.

Demonstrationerne fik vi at se i dag. Foerst blev vi moedt af synet af ens, hvide telte, som demonstranterne overnatter i. Ellers er der nu meget farverigt overalt med det libanesiske roed-hvide flag (med et groent juletrae i midten, der ikke kan undgaa at faa os lidt i julestemning), hizbollahs gule flag og store plakater med Nasrallah og hans foelger.Alting foregaar meget fredeligt, og folk virker til at vaere i meget godt humoer. Unge som gamle gaar rundt i omraadet og vifter med det libanesiske flag, men en virker til blot at komme for at kigge lidt paa, ligesom os. Soldater og tanks overvaager hele det centrale Beirut, men det er efterhaanden et syn, jeg har vaennet mig til. Og som foer naevnt er soldaterne langt mindre autoritative end fx de syriske, men mere snakkesalige og smilende.

Vi overvaerede demonstranternes faellesboen her til middag. Hele pladsen blev delt op i en afdeling for maend og kvinder, og vi fornemmede hurtigt, at vi ikke rigtig hoerte til nogen af stederne. I stedet slog vi os ned og spiste morgenmad, mens vi fra hoejtalere hoerte en mand tale meget laenge. Herefter gik faellesboennen i gang, og vi fandt hen til en bro, hvorfra vi kunne se, hvad der foregik. Nu er demonstrationen stille og roligt brudt op, og alle folk spredt ud igen.

Vores plan er at suge det beirutiske liv til os her weekenden over. Derefter gaar turen tilbage til Amman...

I gaar fik vi besoegt Damaskus' store Umayyad moske, en af de stoerste og aeldste moskeer i verden, og derfor ogsaa en af Islams vigtigste.

Som turist maa man benytte en speciel indgang, og i denne forbindelse bliver man ogsaa ifoert en heldragtskaabe, der daekker alt fra top til taa, lige bortset fra ansigtet. Godt afdaekket, lige bortset fra de bare foedder, kunne vi derfor traede ind i moskeens store soejlegaard, mens der blev kaldt til eftermiddagsboen fra en af minareterne. Vi fortsatte derfor ind i bedehallen - hvor Johannes Doeberens hoved efter sigende ogsaa skulle befinde sig i en kiste, men det er en helt anden historie. Foerst virkede der ikke rigtig til at ske saa meget. Vi fandt hurtigt frem til det omraade, som vi som kvinder maatte befinde os i, og satte os ned og betragede de mennesker, som hver for sig gav sig til at bede.

Senere skulle vi dog finde ud af, at dette smaa-bederi slet ikke skulle kunne goere det! Der begyndte at komme flere og flere mennesker ind i rummet, maendene i deres afskaermede omraade forrest, kvinderne i et afskaermet omraade baggerst, og de stillede sig op paa raekke. Pludselig gik faellesboennen i gang, og de omkring 300 tilstedevaerende muslimer kastede sig til jorden samtidig, som paa kommando. Jeg sad paa gulvet i midten af alle de bedende kvinder, saa naar de alle stod op, kunne jeg ikke se andet end de foranstaaendes lange kaaber, men naar de alle laa paa knae, og jeg havde 300 numser strittende imod mig, havde jeg overblik over hele moskeen.

Efter boennen traaedte en taler frem paa en talerstol allerforrest ved maendene. I 3 kvarter sad jeg sammen med alle de andre og lyttede til de ord, som blandet med korancitater (smart at de bliver "sunget" - saa kan man kende forskel, selvom man som mig ikke forstaar arabisk!) floed ud fra hoejtalerne. Efter disse mange minutter blev det lidt for kedeligt, vi skulle jo ogsaa videre i programmet!

Saa fik jeg ogsaa proevet et hammam, et tyrkisk bad, i Syrien.

I modsaetning til den eksklusive og luksurioese udgave af slagsen, som jeg proevede i Amman paa min foedselsdag, havde dette i langt hoejere grad karakter af at vaere et offentlig bad. Paa denne ugentlige kvindedag var badet gaestet af syriske familier, alle generationer var repraesenteret, som skulle have deres ugentlige store bad. Og denne gang var situationen jo den samme for mig, hvis krop heller ikke havde set vand siden Jordan. 

Jeg fik en ordentlig skubbetur af en fed, arabisk dame ifoert nattoej. Jeg blev placeret paa marmorgulvet, blev bedt om at tage bikinitoppen af, og saa gik hun ellers bare i gang med at gnubbe loes. I Amman blev dette gjort for at fjerne doede hudceller paa den skoenhedsklinik-agtige maade. Her var der udelukkende tale om eet formaal: At blive ren! Hun hev mine arme op, klaskede dem ind i sine egne fedtdepoter og skrubbede mine armhuler. Rundt omkring i rummet var der smaa fontaener med vand, hvoromkring de forskellige familier sad og vaskede hinanden.

Efter et par timer i denne dampende atmosfaere, skulle vi alle ud for at have vores toej paa igen. Og ren var jeg! 

De andre kvinder, som jeg lige havde set halvnoegne, gik nu i gang med at klaede sig paa. Lag paa lag kom paa, og pludselig var de alle gaaet fra at have undertoej paa til at vaere ifoert fuld daekning, ninja-outfittet, hvos kun oejnene er fri. Det var virkelig sjovt at betragte, og de syntes uden tvivl, at det var lige saa sjovt at betragte mig! 

Ja, saa kom der nyt fra Syrien.. en lidt lang smoerre uden pauser viste det sig, baer over med mig:-)

Saa er jeg kommet til Damaskus, og selvom mange jordanere ikke ville bifalde det foelgende, saa maa jeg indroemme, at jeg rigtig godt kan lide byen. Syrere og jordanere har det samme ukaerlige naboforhold til hinanden som danskere og svenskere, hvis da ikke endnu vaerre. Fra jordanere blev jeg advaret imod syrere, som kun ville vaere ude paa at snyde os. Imidlertid moedte der os en ganske anden mentalitet.

Vi forlod lejligheden fredag morgen og lignede en skoleklasse paa vej paa lejrtur, da vi slaebte afsted med alle vores mange poser og tasker. Vores vicevaert kom alt for tidligt og maatte med sin kone sidde i vores stue og vente paa, at vi blev faerdige med alt pakkeriet. Alle skabe og skuffer skulle toemmes, inklusiv vores skab med sprutflasker, som vi formaaede at smugle ud uden at de to veltroende muslimer bemaerkede det. De paatale dog alt andet, som vi proevede at efterlade i skabene. Endelig kom vi hjem til Simon og Matildes lejlighed, som vi nu har indtaget med vores mange poser. Overskuddet var heller ikke den dag alt for stort, saa det endte med at vaere godt hen paa eftermiddagen, foer vi rettede kursen mod Syrien.

Jeg kan ikke fortaelle meget om, hvordan landet ser ud, for jeg sov hele vejen. I Damaskus gik jagten paa at finde det hotel, vi havde udpeget os, i gang. Noget af en opgave, isaer fordi den taxachauffoer, vi fik fat i, ikke kunne et eneste ord paa engelsk. Vi endte med at stoppe og spoerge om vej ved en lille restaurant, hvor den syriske gaestfrihed for alvor kom os i moede. Ejeren inviterede os ind, vi spiste aftensmad, fik gratis dessert og endte med at faa et lift med ham hjem til vores hotel. Og ikke bare et af den slags lift, hvor man bliver smidt af paa vejen. Nej, vi fik en rundtur af naesten en times varighed i den gamle bydel, hvorefter vi blev koert hjem til hotellet. Ganske uforpligtende.

Vi har nu alle 4 indlogeret os i paa et vaerelse en fin, gammel Damaskusvilla med gaardhave. Nok var den uden tvivl finere for 200 aar siden og er ikke blevet roert siden, men autentisk er det! Her sover vi laenge, meget laenge, og dagene gaar i stille og roligt tempo. Lige hvad man kunne traenge til efter 3 maaneders arbejde i Amman. Naajo, et bad kunne jeg ogsaa godt traenge til, da det ikke rigtig ser ud til at kunne lade sig goere paa vores mikroskopiske toilet. Saa i eftermiddag venter der mig endnu en omgang tyrkisk bad. 

Ellers er Damaskus en pulserende og spaendende by. Trafikken synes endnu vaerre end i Jordan, maaske mest fordi gaderne er virkelig smalle i den gamle bydel. Der er mennesker overalt, og naar jeg bevaeger sig rundt i souq'erne i myldretiden, ender jeg altid med at sidde fast i maengden. I de dele af Damaskus, vi har bevaeget os rundt i indtil nu, er den vestlige civilisation svaer at faa oeje paa. Ingen fastfood-kaeder, umuligt at opdrive en coca-cola. Gad vide om jeg kunne have boet her i 3 maaneder?

Til gengaeld har jeg faaet brugt mine ben, og de elsker det. Efter naesten kun at have bevaeget sin rundt i taxa i 3 maaneder, er det skoent selv at kunne bestemme retningen! Der er flotte, gamle bygninger overalt, men indtil videre har vi ikke vaeret saerlig kulturelle. Imorgen maaske...

Ja, saa er det ved at vaere tid for mig til at forlade Amman og gaa paa nye oplevelser.

Jeg holder sidste dag paa arbejdet i dag, hvilket der nu ikke er noget ekstraordinaert i. For det foerste fordi jeg ikke kan slappe helt af, men skal naa at skrive en artikel faerdig, dernaest fordi der ikke rigtig er nogle folk her i dag, alle synes at vaere ude af huset og for det tredje ogsaa fordi, at jeg har planer om at komme indenom igen om 2 uger, naar jeg er tilbage i Amman, inden jeg skal flyve hjem.

Naar jeg har fri om en time gaar turen hjem for at pakke. Gad vide, om jeg overhovedet kan finde min backpack? Den har vaeret godt gemt vaek i de sidste 3 maaneder. Og dernaest, gad vide hvordan jeg skal faa det hele til at vaere deri? Vi forlader plastiklejligheden imorgen formiddag og retter kursen mod den syriske graense. I foerste omgang gaar turen til Damaskus.

Ja, saa er det ved at vaere tid for mig til at forlade Amman og gaa paa nye oplevelser.

Jeg holder sidste dag paa arbejdet i dag, hvilket der nu ikke er noget ekstraordinaert i. For det foerste fordi jeg ikke kan slappe helt af, men skal naa at skrive en artikel faerdig, dernaest fordi der ikke rigtig er nogle folk her i dag, alle synes at vaere ude af huset og for det tredje ogsaa fordi, at jeg har planer om at komme indenom igen om 2 uger, naar jeg er tilbage i Amman, inden jeg skal flyve hjem.

Naar jeg har fri om en time gaar turen hjem for at pakke. Gad vide, om jeg overhovedet kan finde min backpack? Den har vaeret godt gemt vaek i de sidste 3 maaneder. Og dernaest, gad vide hvordan jeg skal faa det hele til at vaere deri? Vi forlader plastiklejligheden imorgen formiddag og retter kursen mod den syriske graense. I foerste omgang gaar turen til Damaskus.

Saa er det blevet Ammans tur til at vaere paa den anden ende, fordi Bush aflaegger byen besoeg!

Han kom i gaar, hvilket jeg dog ikke rigtig maerkede noget til. Men i gaar eftermiddags var der en demonstration imod ham, som en af mine venner var ude at filme. Jeg saa optagelserne i aftes, og de var ret underholdende. Antistemningen imod USA formaaede at samle jordanere fra alle taenkelige sider: Kommunister, Islamisk Aktionsfront, palaestinensere og unge, hippe og intellektuelle. En af mine andre bekendte havde lavet en fullsize dukke/papskulptur af ham, som han braendte af med det stoerste smil paa laeben. Ellers foregik demonstrationen som enhver anden med bannere overalt, tilraab i kor osv. Det var rigtig god stemning, og demonstranterne endte med at bryde ud i arabisk massedans, som om de alle var bryllupsgaester. Til sidst hoerte man moskeen kalde til boen, hvorefter alle medlemmerne af Islamisk Aktionsfront samlede sig til masseboen - saadan en, hvor de alle staar paa raekke og falder paa knae paa samme tid.

Da jeg skulle paa arbejde i morges, fik jeg dog Bushs tilstedevaerelse at foele. Den rundkoersel, som mit arbejde ligger ved, var spaerret af, og min taxachauffoer var noedt til at finde en alternativ vej. Der var radare, tanks og soldater med maskinpistoler overalt, og da vi var noedt til at krydse det afspaerrede omraade, for at jeg kunne komme hen til arbejdet, blev vi stoppet og udspurgt.

Ved rundkoerslen ligger 2 af Ammans fineste hoteller, Four Seasons og Sheraton. Gad vide, om praesidenten bor derpaa? I saa fald ville han i skrivende stund befinde sig indenfor en omkreds af 300 m fra mig. Ved naermere eftertanke, saa er han vel staaet op nu? Han har jo travlt saadan en verdensmand. Hele formaalet med hans besoeg var at moedes med den irakiske premierminister for yderligere at saette sit eget praeg paa situationen i Irak. 

I skrivende stund tager jeg mig lige en pause fra diverse spekulationer om aeresdrab.

Jeg har netop laest en rapport om en undersoegelse, som en amerikansk kvinde har lavet om jordaneres holdning til emnet. Menneskerettighedscentret er i faerd med at publisere den og en af mine kollegaer har i den forbindelse bedt mig om at skrive lidt om mine reflektioner over undersoegelsen og dens resultater.

Jordans straffelovgivning, som i oevrigt er et resultat af europaeisk koloniherredoemme og derfor ikke umiddelbart har noget at goere med islam, indeholder 3 artikler, som legaliserer en mildere straf til udoevere af aeresdrab og -forbrydelser. Hold mig ikke op paa foelgende gengivelse, men en af artiklerne siger, at hvis mand griber sin kone eller en anden af sine naere gifte kvindelige slaegtninge i at bedrive hor med en anden, og han draeber, saarer eller skader begge, er han undtaget fra straf.

I alt er 200 jordanere inddraget i undersoegelsen, og resultatet er meget tydeligt: Befolkningen oensker en aendring eller afskaffelse af de ovennaevnte artikler. En saadan har egentlig vaeret under opsejling laenge, men er alligevel ikke blevet til noget endnu, da en del af parlamentet har blokkeret for lovaendringen.

Naa, blot for at give jer en lille idé om, hvad jeg sidder og roder med...

Torsdag eftermiddag gik Anne og jeg rundt i downtown og betragtede det travle forretningsliv. I faerd med at undersoege et eller andet uden for en butik, kom en mand forbi og hilste paa os. Efter en del sekunders forvirring og begyndende irritation i mit hoved fandt jeg ud af, hvem han var - nemlig bageren Mahmouds ven, som begge gange har vaeret en del af vores sammenkomst, fordi han gerne vil moede europaeere og oeve sig paa engelsk. Tilfaeldigvis stod han med en nyindkoebt gave til os i haanden, nemlig 4 eksemplarer af en engelsk oversaettelse af koranen.

Anne og jeg fortsatte vores tur med dette ekstra laes, og inde i en butik, hvor vi gav os i kast med at studere oereringe, satte vi poserne fra os paa gulvet. Uden saadan videre at taenke over, at det var koraner, vi havde med at goere. Efter lidt tid kom butiksindehaveren hen til os og gjorde os opmaerksom paa at poserne paa gulvet var en lidt uheldig situation, for det er jo ikke dér, at guds ord hoerer til. Hovsa! Han var dog utrolig sympatisk og hjalp os med at finde et mere passende sted at stille dem. Saa der kom ingen ny krise mellem danskere og muslimer ud af den situation. Nej, med kommunikation og et smil kommer man langt!!

Nu ligger min fine koran med guldskrift og kigger paa mig ved siden af computeren. Det er en utrolig betaenksom gave, som kun kan understrege omfanget af varm, jordansk gaestfrihed. Hvis jeg en dag faar laest hele bogen igennem, kan Tahib, den konverterede britte, og Mahmoud's ord om, at intet menneske kan laese hele koranen uden at ende med at blive muslim, komme an paa en proeve! Indtil da er jeg bare glad for dens stikordsregister.

Loerdag boed paa et gensyn med vores ven Mahmoud fra bagerforretningen.

Han har efterhaanden haft ringet til os utallige gange for at stable et nyt moede paa benene, for han har store planer med os. Vigtigst var det, at vi skulle moede hans britiske ven, som er konverteret til islam. Hver gang formaaede vi at finde paa en undskyldning, men paa et eller andet tidspunkt bliver kvoten for den slags jo brugt op. Saa loerdag aften kl. syv trappede vi op foran bagerforeetningen, hvor en lejet minibus ventede paa os.

Tiden gik med diskusioner om livets helt store spoergsmaal, og denne gang gik den faktisk forholdsvis staerkt.

I går var jeg utrolig stolt af mig selv.

Efter chokkeret at have konstateret, at min usb-disk - med et 33-siders langt dokument, jeg har brugt de sidste uger på at skrive og gemt andre steder - ikke virkede, gik jeg ned og opsøgte vores computerfyr på arbejdet. Han sidder godt gemt bag ledninger, skærme osv. inde i sin egen hule bag køkkenet. Han måtte desværre konstatere, at der heller ikke var noget, han kunne gøre ved den - andet end at give mig den sædvanlige prædiken om altid at gemme flere gange, flere steder...

På vej til at begynde forfra på alt skriveriet får jeg så den idé, at jeg da lige så godt kan splitte hele dimsen ad - for ligesom at få lidt sjov ud af det. Så det gør jeg - og opdager herefter hvad jeg vil kalde en "løs forbindelse" / en dims, som ikke sidder helt på plads. Med konstant hjælp fra en kuglepen fandt jeg ud af, at hvis jeg pressede ind på den fra en helt bestemt vinkel, kunne computeren faktisk læse disken!! Der fik jeg lige reddet mig selv fra mange timers arbejde. Og straks begyndte fremtidsspekulationerne at banke på - måske skulle man blive i Jordan og studere "computer engineering" i selskab med over halvdelen af den unge, jordanske befolkning.

Vendepunktet indtraf kort efter, da jeg kom til at trykke ja til at formatere disken - og mistede resten af dokumenterne på den, deriblandt et, som jeg har brugt dagen i dag på at skrive påny!

Nu da vi taler om arbejde, så kan jeg da passende fortælle, hvad jeg rumsterer rundt med for tiden. I dag afleverede jeg det frelste dokument, en oversættelse af den danske Klagekomité for Etnisk Ligestilling's årsberetning. Med det ude af den lidt for store bunke af løse papirer, der ligger ved siden af mig, kan jeg nu skue de underliggende: En rapport om æresdrab, som jeg skal skrive nogle kommentarer til, en opgave vedrørende alle internationale rapporter om menneskerettighedssituationen i Jordan, mine notater til en artikel, jeg skal skrive i forbindelse med den internationale menneskerettighedsdag d. 10. december og en kopi af konventionen om børns rettigheder, som jeg egentlig ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med.

6 arbejdsdage tilbage....

Hermed følger resten af fortællingen om min fødselsdag i onsdags. Vi starter, hvor jeg den dag sluttede, nemlig her på kontoret.

Jeg havde på skoleklassemanér taget slik med til mine kollegaer. Mit formål hermed var todelt: Først og fremmest er det jo bare hyggeligt at spise slik med folk, men derudover kunne det jo også være, at nogle ville spørge ind til, hvorfor jeg havde slik med, hvorefter jeg kunne fortælle, at jeg havde fødselsdag. Sidstnævnte skete dog aldrig. I stedet formåede jeg at få anskaffet mig en hel del nye arbejdsopgaver ved et af de skriveborde, som jeg besøgte med min slikpose. Mere om arbejdet senere..

Jeg fik med nød og næppe sneget mig ud fra kontoret før fyraften, for det havde jeg fået ordre på af Bjarke og Anne. Jeg mødtes med Anne, som stod for en overraskelse - nemlig et besøg hos et tyrkisk bad. Så mens klokken rundede det tidspunkt på eftermiddagen, hvor jeg officielt kunne kalde mig 20 år gammel, lå jeg på en marmorforhøjning i et tildampet, hyggebelyst rum i selskab med halvnøgne arabiske kvinder, mens en filippiner masserede min ryg.

Næste overraskelse på programmet var, at vi skulle spise fødselsdagskage hjemme i lejligheden. Men da vi ikke havde mere gas, måtte Bjarke som bager give denne idé op. Siden har vi ivrigt lyttet efter gasbilen, som kører rundt i vores område sent på eftermiddagen og spiller jeg meget karakteristisk melodi. Men lige som man ville blive lettet og ikke irriteret over at høre melodien, så er den selvfølgelig ikke til at høre nogle steder. Fredag, efter at Vibe var vendt hjem fra en arbejdstur med en slem forkølelse, fik behovet for gas os dog til at skride til drastiske handlinger, hvorefter vi fik en ven til at shanghaje en gasbil i den anden ende af byen! Så siden har jeg fået min fødselsdagskage, og den smagte godt.

Fredag holdt vi fødselsdagsfest for Vibe og jeg selv i vores lejlighed. Stortset udelukkende hankøn mødte op, hvilket er vel afspejlende for den jordanske vennekreds, jeg har stiftet hernede. Jeg ved simpelthen ikke, hvor pigerne gemmer sig, men jeg støder aldrig på dem! Festen gik godt, lidt for godt måske, for et par naboer dukkede dagen efter op ved vores dør og fortalte, at de havde hørt mig grine!?!?! Og jeg skal da ikke benægte, at jeg er kommet til at grine - det sker faktisk for mig engang imellem! Nå, men har tænkt over deres få engelske ord og fundet frem til, at de nok mere skulle betyde, at vi havde larmet lidt for meget, og vores kontaktperson på dialogcentret har derfor givet os det råd, at vi skal købe chokolade til vores naboer som et plaster på såret.

Jeg fik den idé, at jeg lige ville vise jer lidt rundt i byen...

Først lidt fra det område, hvor vi bor, som ligger i det nordlige Amman, tæt ved universitetet. Området er nyt, med store lejlighedskomplekser over alt, og der bliver stadig bygget på livet løs.

Vi bor i huset med det fine grønne tag. Resten af bygningen har samme farve som alt det andet byggeri i området. Altanen med det evige vasketøj og køkkenvinduet til højre for er vores.  

Indimellem får vi besøg af en beduin, som kommer med sin store fåre- og gedeflok. Der bliver altid læsset et par stykker af i en fold, som slagteren - hvilken vi i øvrigt aldrig har aflagt et besøg, fordi hans butik ser alt andet end indbydende ud - ejer, og resten fortsætter han med henover byggerodet. Når man kommer hjem til lejligheden senere på dagen, er fårefolden tom!

Når man bevæger sig ind mod bymidten bliver såvel trafikken som husene, der er opført på adskillige høje og i dale, tættere. I en dal i den østlige ende af byen ligger downtown, hvor der altid er travlt befolket. Billige, arabiske restauranter og butikker ligger tæt, og man vækker opsigt som turist, men sjovt er det at gå ind og ud af stræder og opdage noget nyt, hver gang man er der. Det er også i denne del af byen at resterne af romernes tilstedeværen kan ses i form af teatret og citadellet.

Ovenfor et billede fra vejen ind mod byen en dag, hvor min taxa punkterede.

Ovenfor et billede fra en af de billige, arabiske restauranter i downtown, Hashem - som udelukkende serverer brød, hummus, falafler, salat og pommes fritter.

Øst for downtown strækker nogle store beboelsesområder - lidt fattigere og beboet stortset udelukkende af palæstinensere - sig ud.

Vest for downtown ligger en højen Jabel Amman. Her findes adskillige af de store, internationale hoteller, og her påbegyndes byens system af rundkørsler, der er nummerordnet fra øst mod vest. Mit arbejde ligger ved 5. rundkørsel. Fra Jabel Amman spreder nogle rigere, men stadig travle, områder sig ud mod nord, vest og syd. Her er der opført nye shoppingcentre, restauranter, trendy butikker og cafeer osv.

Fredag morgen trappede Bjarke og jeg op på busstationen efter ikke særlig mange timers søvn. Her mødte vi en Robert med enorme mængder oppakning. På ryggen havde han en rimelig stor og godt udfyldt rygsæk, som udgjorde hans håndbagage. Dertil havde han en nyindkøbt rullekuffert. Selv havde jeg ikke medbragt andet end en skuldertaske, for jeg syntes det var sådan rimelig begrænset, hvor mange gange jeg ville få brug for rent på tøj på en tur af ikke meget mere end 36 timers varighed.

Nå, men turen gik som sagt til Aqaba, og jeg sov som en sten hele vejen. Vi ankom til varmen og tilbragte eftermiddagen i luksuriøse omgivelser på det nyopførte InterContinental Hotel, før turen gik hjem til vores eget, betydeligt mere spartanske, hotel, som udover os var beboet af arabiske familier med mange børn, en moder klædt i ninjadragt og en filippiner et par skridt bagefter. Nedenunder et par billeder fra stranden.

Lørdag tog vi på Robs initiativ en taxa ned til stranden syd for Aqaba, hvor vi skulle dykke. Egentlig ville der komme en bus og hente os, men amerikaneren var ikke helt tryg ved, at man ikke helt kunne vide præcis hvornår den kom. At sidde og vente er jo rent spild af tid! Nå, men da dykkercentret alligevel lå ikke mere end et par kilometer nord for den saudiarabiske grænse, tog vi lige et smut derom. Ikke meget andet end en masse soldater og lastbiler at se, men jeg fik da taget et billede af mig selv stående der.

På dykkercentret blev vi efter at have set en video, der indledtes med sætningen "Water is everywhere", sendt ind i omklædningsrummet med en våddragt, som jeg efter megen besvær formåede at kravle ned i. Ude i vandet endte det med, at Robert sprang fra, så kun Bjarke, vores instruktør og jeg selv begav os ned under vandoverfladen, hvor alt udstyret heldigvis føltes en del lettere end på land. Med instruktøren i hånden, fordi det føltes så dejligt trygt, selvom det jo sådan set ikke var ham, jeg skulle trække vejret igennem, fik jeg udforsket lidt af havbunden. Vi så egentlig ikke så meget, men det var meget sjovt at prøve.

Inden vi skulle med bussen hjem, kunne vi lige nå en sidste opgave: Indkøb af proviant til Vibes og min fælles fødselsdagsfest, som vi holder på fredag. Afgifterne er lavere, eller slet ikke eksisterende, jeg ved det faktisk ikke, i Aqaba, hvilket betyder at alkohol er billigere. Så vi købte stort ind og ankom til busstationen med meget klirrende poser, hvilket vakte en del opmærksomhed. Men hjem kom alle poserne, og vores køkkenskabe er nu fyldt op med flasker. Nu mangler vi så lige at få vores toiletter til at virke for at kunne holde en nogenlunde succesfuld fest, hvor folk ikker er nødt til at tage hjem til sig selv for at tisse!

Resten af weekenden brugte vi på at sove ud.

Ja, i dag er der jo en, der bliver rund!

I skrivende stund føler jeg mig også ganske rund, men det skyldes vist mest det enorme morgenbord, jeg stod op til i morges. Pølsehorn, croissanter, ristet brød, dansk smør, ost, frugt, chokopops, omeletter... you name it! Og så selvfølgelig en gave:-)

Nu er jeg lige mødt på arbejde, og jeg kan mærke at jeg ikke får lavet noget i dag. Til jeres fordel, for så lover jeg, at der kommer meget mere nyt på denne side. Hæng på!

Den kommende weekend bliver lidt af en oplevelse. Bjarke og jeg tager til Aqaba - de andre tøser er forhindrede pga. arbejde - med en af de amerikanere, som vi mødte i sidste weekend. Han har ringet til os et par gange og sagt, at han har arrangeret alt for os, booket buspladser, hotel, dykning og endda reserveret bord på den restaurant, han gerne vil have, vi skal spise på.

Så jeg vil da bare læne mig tilbage... Vi tager afsted imorgen tidlig og min forkølede krop glæder sig allerede til solens varmende stråler. Jordans klima er hvad dette angår fantastisk - mens der kan falde sne i hovedstaden, kan der samtidig være badevejr 4 timer længere sydpå.

Jeg ved ikke, om det følgende har noget af gøre med Kong Husseins (Jordans højtelskede forhenværende konge gennem 46 år) opkommende fødselsdag (dagen før min egen!), eller om det er af en helt andet årsag, men der hersker en speciel god stemning på kontoret for tiden.

Mohammed, som jeg sidder ved siden af for tiden, er en rigtig hyggelig mand. For nogle dage siden medbragte han en pose, hvori der var en æske chokolade. Den har han glædeligt delt ud af siden. Så alle der kommer ind på kontoret, får en glad hilsen fra os med på vejen. Og når han synes, at vi arbejder lidt for hårdt åbner han for godteæsken og byder mig på et stykke kvalitetschokolade. Visse jordanere har heldigvis opdaget, at chokolade er langt at foretrække fremfor de arabiske fedtede, sukkersnaskede såkaldte delikatesser!

Dette måtte Sanne sande i weekenden!

Torsdag aften var vi ude med en af vores venner, Muhammed, og en gruppe amerikanere og japanere, som han kender, og som alle studerer arabisk hernede. For øvrigt utrolig er det underholdende at høre arabisk udtalt med amerikansk accent. Men mht. japanerne, så gjorde jeg mig selv lidt til grin, da jeg skulle sige farvel til dem. Jeg er efterhånden blevet vant til arabernes måde at gøre det på - med kindkys. Så ivrigt gik jeg til værks på samme måde med den stakkels japaner, hvilket nærmest resulterede sig i et overfald fra mig side af. Han trak sig forskrækket tilbage, og det eneste, jeg endte med at kunne kysse, var hans skulder. En utrolig kikset situation.

Så pas på når I ser mig igen, I bliver overfaldet...

Lad mig præsentere en af Ammans store stoltheder - Mecca Mall. Et shoppingcenter på mange kvadratmeter. Jeg ved ikke, om hjernerne bag navnet har ønsket at skabe associationer til ordet mega, eller om navnet Mekka simpelthen bare tiltrækker muslimer med pengepung.

Fredag tog Anne, Vibe og jeg på tøsetur. Det var faktisk ikke første gang, jeg var der, for jeg formåede engang at tage derud midt under fredagsbønnen, hvor alt er lukket. Nu har jeg eterhånden lært at fredag er dagen, hvor man skal sove indtil kl. 15-16. Men fredag blev altså vores egentlige debut, og på mere end 5 timer fik vi ikke set meget mere end halvdelen af vidunderet. 

Jordanerne elsker det. I det hele taget er de meget stolte af alt, hvad der lugter amerikansk, og fastfood-kæderne ligger tæt hernede. Selvfølgelig også i Mecca Mall, hvor en hel etage er dedikeret til dem, dvs. ca. 20% af det samlede areal.

Stedet var fyldt med rige, arabiske familier, hvor moren holdt pengepungen og filippinerpigen holdt styr på ungerne, mens faren var flygtet ind i bedeområdet.

Nåjo, jeg glemte da lige at fortælle, at jeg fik afleveret mit arbejde med handicap-konventionen til Christine i dag. Hun udbrød et begejstret hyl og omfavnede og kyssede mig. Tænk sig hvilken glæde jeg bringer! Jeg har stadig ikke forstået hvad hele ideen med, at jeg skulle skrive det her, var, men nu vil hun aflevere det til super-bosserne.

ALT arbejde her på stedet går igennem de højere magter.

Min jakke er blevet en fast følgesvend, jeg har lagt sandalerne, som i øvrigt heller ikke rigtig hænger sammen mere, på hylden og i morges regnede der på mig!!!

Ja ja, ikke meget i forhold til hvad I kan præstere af uvejr derhjemme, men stadig - efteråret har ramt os! Eller vinteren, som de ynder at kalde det hernede. Muhammed, som ligger på gulvet og beder ved siden af mig i dette øjeblik, satte mig på den opgave at finde en vejrudsigt for de kommende dage, for han havde hørt, at der ville komme sne. Og jeg kan se, at han er beredt - over hans stol hænger en skijakke!

Men sne skulle der nu ikke være fare for ifølge BBC... Solskin og temperaturer over 20 grader næste uge.

Nåja, man kan jo altid snakke lidt om vejret, hvis man ikke har andet på hjerte...

God weekend til mig!

Hov, i dag er der da vist lige præcis 2 uger til min fødselsdag:-)

Jeg har fri nu og skal hjem til en opvask, der har stået og surmulet i vores køkken i lidt for mange dage. Men ovenpå alt den mad har jeg masser af energi, kan jeg mærke!

I aften bliver der gensyn med vores arabisklærerinde, hende har vi også holdt ferie fra. Og derefter skal vi ud at se FCK-kampen på en sportsbar.

Sidste mandag førte vores rundtur på de jordanske landeveje os til Wadi Rum - et ørkenområde i det sydlige Jordan. Som vi forlod hovedvejen og kørte vestpå blev sanddyngerne større, klippeformationerne mere fremtrædende, alting mere livløst, stille og øde, og til sidst endte der med at gå kameler (ja, vel egentlig dromedarer, men det andet ligger bare bedre i munden på folk ) rundt og græsse på de få, små grønne pletter, der med jævne mellemrum var at spotte.

I landsbyen Rum mødtes vi med en af de lokale beduiner, der har gjort det til en levevej at vise ørkenen frem for turister. Muhammed hed han selvfølgelig. Efter indtagelse af den første af mange omgange beduinwhiskey - te med utrolige mængder af sukker - på gulvet i hans stue, tog vi plads i hans firehjulstrækker for derefter at begive os ud i ørkenen for at beundre de mange besynderlige klippemassiver og det uendelige landskab af sand i alle farver.

Rum village ovenover, Muhammed på firehjulstrækkeren nedenunder.

Bjarkes fodspor i sandet på vej hen til bilen, og Bjarke i bilen.

Muhammed tager sig et hvil. Nederst i skyggen af den klippe, som vi var klatret op på.

En trilletur i sandet!

Efter at have kørt rundt i timer i en helt ubestemmelig retning, kom vi til Muhammeds beduinejr, udgjort af 3 store telte, en cementeret kombination af toilet- og køkkenbygning og utallige af hans nevøer. Her gik solen ned, hvorefter der blev mørkt, meget mørkt, på den ikke-lysforurenede måde.

Jeg har aldrig været et sted, hvor stjernerne viste sig så klart. De strakte sig fra den ene horisontlinje, hele vejen over hovedet på mig og helt ned til den anden horisontlinje, og de var helt klare fra en side af. En skam at jeg aldrig kan huske nogle som helst stjernetegn, men det har vist aldrig været min lidenskab.

Nevøerne lavede mad til os, og en del af det havde de tilberedt gravet ned i sandet, hvordan det så end kan lade sig gøre. Senere blev der spillet op på en oud omkring bålet, og den af nevøerne, der kunne flest ord på engelsk, ville om og om igen lege en leg af den slags, hvor man skal tænke på et tal og gøre nogle ting ved det, hvorefter han til sidst kan regne ud hvad man har.

Næste dag byttede vi transportredskabet ud med en kamelryg og red tilbage til landsbyen. Min kamel viste sig hurtigt at være en hidsig en af slagsen. Allerede da jeg svingede mit ene ben op på sadlen, som befandt sig lige under min hovedhøjde, valgte den at rejse sig op i sine fulde 2,5 m, eller hvor høj sådan en nu er, med min hængende på siden. To nevøer fik dog pisket den ned i min højde igen og hjalp mig op. Dens stædighed kom til udtryk da ville påbegynde turen, for da den åbenbart ikke brød sig om retningen, gav den sig til at stejle.

Flere smæk. Intet resultat.

Nevøerne fandt nu på at binde dens forben sammen - for hvis den ikke kunne tage fuldlængdede skridt, kunne den vel heller ikke stikke af med mig? De andre 3 fik besked på at holde deres kameler væk fra min ("it's dangerous!"), og turen fortsatte derfor i en med mig som bagtrop i en usystematisk, men rolig og lydløs i stil med ørkenens eget tempo - gangart.

Lidt fik jeg dog lov til at løbe, for en af nevøerne vurderede, at min kamel vist var blevet god igen. Vi har vel alle lov til at være morgensure. Han bandt den op og hoppede op bag på mig, hvilket åbenbart udløste en tempostigning, så vi fik halet ind på de andre, og så nevøen var nødt til at holde fast i mig - nærmere bestemt rundt om min mave og lår - eller var han nu også det....??

Tilbage til byen på ryggen af Kalle, men av, hvor føltes der ømt i min balle!

De ringede lige nedefra og gav mig besked på at komme ned i vores fællesrum. Her var der linet op med mad i lange baner. "Breakfast", som de kalder det, ingen anelse om hvorfor. På samme måde som før ramadanen samledes alle folk omring bordet og åd løs af god arabisk fingermad - uden tilbageholdenhed. Skønt! Jeg har endnu ikke gennemskuet hvornår og hvorfor, de engang imellem gør det her, men jeg havde så sandelig gået og tænkt på og set frem til, hvornår vi skulle i gang med det igen ovenpå ramadanen.

Så blev han færdig, men nu har en af vores kvindelige kollegaer lige været inde for at låne hans tæppe. Gad vide om alle de ortodokse sidder på 1. sal, hvor jeg befinder mig for tiden, for jeg har slet ikke set nogle her på stedet bede før i dag...

Ja, det her har jeg lidt svært ved at tage seriøst, men min sidekammerat har lige givet sig til at bede. Frem med tæppet, af med skoene og koranvers ud gennem læberne.

Hmm, jeg tror bare at jeg fastholder blikket her på min skærm og lader som om, at jeg arbejder seriøst..

Nu ringede hans telefon. Men det må vente til bagefter...

Tænk sig, at jeg lige frem skulle gå hen og blive til gavn på mit arbejde bare fordi jeg kan tale dansk?

To af mine kollegaer har lige været i Danmark for at deltage i et seminar hos det Danske Instutit for Menneskerettigheder. Med sig hjem havde en af dem en gave til mig, nemlig Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings årsberetning fra 2005, som han frygtelig gerne vil have oversat til engelsk.

Så nu har jeg da vist fået noget at se til. Men ja, der er vel altid arbejde til dem der vil arbejde...

Ja det er det, og Anne, Bjarke og jeg stod tidligt op og lavede morgenmad. Æg, pølser, frugt, boller med smør og pandekager! En del mere delikat end vores sædvanlige morgenmad, hvilket mest af alt udgøres af hvad der nu er hurtigt.

Jeg mødte 2 timer senere på arbejde - lidt priviligier må man vel have som frivillig ikk? - og har lige været på opdagelse i vores bygning. Det viste sig nemlig, at der var et kontor, jeg slet ikke vidste eksisterede. Her holder Muhammed (ja, endnu en der bærer det på verdensplan mest brugte navn!) og Yazan til, og dem skal jeg arbejde sammen med fra imorgen af. De arbejder med PR og medier, og mit job bliver at læse alle de engelsksprogede aviser igennem for at opstøve artikler med relevans for menneskerettigheder. Jeg ser frem til en ordentlig nyhedsopdaterering...

Efter mit før omtalte lille stop på arbejde sidste søndag, tog vi hul på vores fridage.

Jeg er blevet udpeget som gruppens stedsansindehaver, tro det eller ej, så med Vibe bag rettet, mig ved siden af (ofte begravet bag et kort) og ungerne Bjarke og Anne på bagsædet (med ansvar for administration af mad og slik), trillede vi ud på de jordanske landeveje.

Vejene hernede er udfordrende. Ofte når man en høj hastighed uden så meget som at kigge på speederen, for når det går ned ad bakke, ja, så går det nedad! Og sving og den slags bliver der ikke altid advaret om. Når det så til gengæld går op ad bakke bliver bilen sat på prøve, og det lykkedes os da også at gå helt i stå et par gange.

Da sulten meldte sig, begav vi os væk fra de asfalterede veje for at finde et idyllisk sted (hvor de ramadan-fastende ikke kunne se os) til at indtage de medbragte madpakker. Og ved at hjælpe bilen på vej med skub, kom vi skam også tilbage til hovedvejen igen.

Den første dag fik vi besøgt byen Madaba, som er kendt for et kirkegulv udgjort af et imponerende mosaikkort. Vi stiftede dog bedre bekendtskab med byens meget livlige og uforståelige trafik og blev forfulgt at en politibil, som brugte sirenen som dythorn.

Vi formåede at finde vores vej ud af byen, selvom den udelukkende havde vejskilte på arabisk, og kørte videre til Mt. Nebo, som er det bjerg, hvorfra Moses så Israel efter at have vandret rundt i ørkenen i årevis. Her er det mig, der opdager det hellige land.

Sidst på dagen udforskede vi en gammel borg længere sydpå ved Kerak inden "Desert Highway" førte os tilbage til Amman.

Min mor og far er nu tilbage i det kolde nord efter at have tilbragt efterårsferien i Jordan. De kløede på med oplevelserne:

Nød udsigten ud over Amman,

betrådte ørkensandet med deres bare fødder,

klarede de 800 trin op til Petras højtliggende kloster på æselryg

og fik at føle, at en kamel ikke er verdens mest behagelige dyr at ride på.

Jeps, så sidder jeg foran skærmen igen. Bemærk de danske bogstaver - det er skam mit eget tastatur, jeg trykker på.

Ramadanen er nu endelig forbi, og her i løbet af den første efterfølgende arbejdsdag har jeg drukket så meget vand, at jeg - nu kl. 11 - har slået min egen rekord for toiletbesøg. I søndags blev jeg endnu en gang mindet om, hvor lidt jeg forstår mig på de mekanismer, der ligger bag de muslimske helligdage. Ramadanen skulle slutte enten mandag eller tirsdag, hvorefter helligdagene Eid indtraf. Først havde jeg forstået det sådan, at jeg havde fri hele sidste uge, dvs. fra søndag til torsdag. Inden weekenden indtraf ville jeg dog lige være helt sikker, så jeg spurgte om de andre kom på arbejde søndag, til hvilket de svarede "Ja selvfølgelig!".

Nå, så måtte jeg jo hellere også trappe op på arbejde søndag morgen.

Her blev jeg mødt af en tom, mørk bygning, hvor kun vores kaffeslave rumsterede indenfor. Hmm... På sit ikke-eksisterende engelsk fik han forklaret mig, at der da var lukket.

Og sådan begyndte min ferie så...

Nu har jeg tilbragt en uge væk fra arbejdet og gjort som alle andre hernede - flygtet ud af Amman! De lokale tager på badeferie i Aqaba eller oplevelsesferie i Syrien eller Libanon. En af mine kristne kollegaer har været på en rundrejse på Vestbredden med det formål at genopdage Jesus og alle hans mirakler.

Selv havde vi håbet på også at komme til Libanon. Nogle dage forinden trappede vi derfor op på den syriske ambassade for at få et transitvisa. Den idé fik vi dog hurtigt slået ud af hovedet... Libanon og Syrien må derfor vente til december, hvor vi har lidt bedre tid - tid nok til at vente på at få vores visum ved grænseovergangen!

I stedet lejede vi en bil og tog på roadtrip på de jordanske veje, og jeg har nu endelig fået set alle de seværdigheder, som alle hele tiden snakker om! 

Inden jeg skal videre til arabiskundervisning, kan jeg vist lige naa at fortaelle, at jeg har faaet mine foraeldre paa besoeg. De har valgt at tilbringe efteraaraferien i Jordan, og det er skoent med lidt ekstra toej hjemmefra og saa selvfoelgelig dansk slik og danske aviser.

Jeg har leget turist sammen med dem i Amman og de omkringliggende steder de sidste paa dage, og i gaar sendte jeg dem sydpaa til Petra. Imorgen tager jeg selv af sted for at moedes med dem i Aqaba ved Det Roede Hav og tilbringe et par dage med solbadning.

Ja, Det Doede Hav er faktisk doedt. Og nej, det kan heller ikke lade sig goere at synke ned i det.

I fredags var vi paa tur. Vi lejede en bil og koerte sydpaa paa hvad der mindede om en dansk motorvej. Der var dog lige den forskel, at vejen havde en bemaerkelsesvaerdig nedadgaaende haeldning, af hvilken grund man slet ikke behoever at hjaelpe bilen op i fart. Jeg er personligt meget glad for, at Vibe er den eneste af os, der er gammel nok til at sidde bag rettet hernede, for jeg ville have gaaet i panik op til flere gange.

Bilen havde benzin - lidt. Saa vi havde i baghovedet, at vi skulle finde en tankstation, men det blev aldrig til noget indtil faresignalet indtraf - det blinkende lampe. Paa dette tidspunkt befandt vi os ved et checkpoint paa en meget lille oerkenvej. De arabisketalende soldater forstod alvoren i den blinkende lampe og formaaede at sende os i retning af en benzinstation.

Herefter droppede vi ideen om at koere ad de smaa oerkenveje og holdt os til den store vej, som foerte os ud til Det Doede Hav. Her tillod vi os selv lidt luksus og indlogerede os paa Mariott Hotel for en dag. Hotellet havde privat strand ned til det saltfyldige vand, og der gik ikke lang til inden jeg fortroed, at jeg havde started dagen med at barbere ben. AV!

Paa trods af smerten var oplevelsen fantastisk!

Desvaerre har jeg ikke mit se-mig-jeg-flyder billede med i dag, men det skal I nok faa at se. 

Men jeg kan byde paa et billede af, hvordan det ser ud, naar min krop absorberer Det Doede Havs helbredende mudder!

Til sidst gik solen ned over Vestbredden.

= Iftar!

Sagt med jordanernes egne ord, saa er der ingen, der taber sig under ramadanen. Nok spiser de ikke hele dagen igennem, men naar solen siger farvel, kaster de sig ud i et kompenserende maaltid. To gange har jeg spist iftar paa et hotel, hvilket indebaerer en buffet af ekstreme dimensioner. Som afslutning paa vores seminar paa Hyatt Hotel spiste vi iftar sammen, og jeg har aldrig i mit liv set saa meget mad.

I aften skal jeg igen ud til iftar. Vores arabisklaerer Suhair har inviteret os med til arrangementet, som foregaar paa den skole, hun underviser paa. Jeg maa indroemme, at jeg faktisk haaber paa nogle lidt mindre maengder  mad, for andet er naesten ikke til at overskue!

Ramadanen er - heldigvis - snart ved at tage sin ende. Helt praecis hvornaar det sker, maa vi vente paa at maanen kan vise os, men sandsynligvis paa onsdag. Jeg glaeder mig meget (og ved at mange arabere foeler paa samme maade) til at faa et mere ukompliceret forhold til mad!

"Spis naar du er sulten" - det er nu et meget godt princip!

Paa vores vej er der en bager, som vi ofte besoeger for at koebe billigt pitabroed. En af de ansatte snakker engelsk og er altid meget glad for at snakke med os. En dag spurgte han Anne og Vibe lidt om, hvorfor vi var i Jordan osv., efterfulgt af spoergsmaalet om, om vi havde lydt til at laere noget mere om Islam. Oeh hvad svarer man til den... jo selvfoelgelig!

"Well then what do you want to know?" var naeste spoergsmaal, og paa staaende for havde Anne og Vibe ikke lige noget ide om, hvad de skulle spoerge om, men de fandt da paa at spoerge ind til, hvor mange der faster under ramadanen. Her fik de svaret, at kun daarlige mennesker ikke faster. Bagersvenden har altid vaeret meget opsat paa, at han ville vaere sammen med os paa et tidspunkt for at laere os mere om det at vaere muslim, og han har nu i lang tid spurgt om, hvornaar det kunne vaere. I weekenden fik vi saa taget os sammen til at arrangere et moede i gaar tirsdag.

Vibe skulle arbejde, saa det blev Bjarke, Anne og jeg selv, der trappede op foran bagerbutikken kl syv i aftes. Gennem Bjarke havde han faaet os fortalt, at Anne og jeg skulle soerge for at vaere rimelig paaklaedt. Vi tog hjem til hans hjem i den oestlige del af Amman, et omraade, hvor moskeerne staar taet og der naesten udelukkende bor palaestinensere. Mahmud, som han hedder - hvordan det saa end staves, hilste ikke paa Anne og jeg og kiggede heller ikke engang paa os. Det var en maerkelig oplevelse at se ham kigge alle andre steder hen end paa mig, naar han fortalte mig noget.

Som I nok har regnet ud, er Mahmud meget ortodoks i sin religioese overbevisning, og det samme viste sig at gaelde hans kone. Anne og jeg blev vist foerst ind i deres lejlighed og ind i en stue, hvor konen sad med deres nyfoedte soen. Her kunne vi saa sidde, mens maendene - Bjarke, Mahmud og en af hans venner, som aabenbart ogsaa gerne ville laere fra sig om Islam - satte sig i en anden stue. Herinde blev der trukket en stol for doeren, saa ingen kvindemennesker skulle komme til at gaa derind ved et uheld. Hver gang Mahmud skulle i kontakt med konen, fx for at faa hende til at komme med dadeljuice, te eller arabisk kaffe, bankede han paa doeren indefra. Efter lidt ventetid kunne han saa gaa ud til hende. Jeg har aldrig oplevet noget lignende!!

Anne, konen og jeg sad i vores stue og beundrede babyen, forsoegte os med engelsk kommunikation og saa fjernsyn fra Mekka. Pludselig maatte hun gaa ud for at vaske haender og foedder, for nu var det blevet tid til boen. Hun kom ind i stuen igen, foldede bedetaeppet ud i retning mod Mekka, ifoerte sig en bededragt, som daekkede hele kroppen og gik i gang med ritualet. Imens kunne Anne og jeg sidde og foelge med i de tusindvis af bedendes boen i Mekka. Det ser enormt flot ud, naar saa mange mennesker udfoerer de samme bavaegelser paa samme tid.

Vi fik snakket lidt om familien. De er begge 24 og har vaeret gift i lidt over et aar. Konen gaar selvfoelgelig med toerklaede uden for huset, men hun fortalte, at hun godt kunne taenke sig at gaa med hele ninja-udstyret, hvor kun oejnene er fri. Det syntes Mahmud nemlig var saa flot! Familien er palaestinensisk, men var blandt de foerste, der kom til Jordan, dvs. lige efter oprettelsen af Israel. De har altsaa nu vaeret her i et par generationer, og aldrig vaeret tilbage i Palaestina, men opfatter det stadig som deres hjem - det sted, deres hjerte ligger, som konen fortalte.

Til sidst fik Anne og jeg lov til at komme ind i mandestuen. Her skulle vi saa for alvor laere om Islam. Og Mahmud fortalte loes... Han var utrolig oplyst omkring videnskab og studerer forresten ogsaa kemi. Denne viden har han saa kombineret med sin tro paa, at Gud er det stoerste i verden, samt ideer om, hvordan kristendommen tager fejl. Vi kunne ikke rigtig goere andet end at laene os tilbage og lytte, for hvad skal man sige til en mand, der har hele verden udtaenkt i sit hoved og har studeret bibelen meget mere noeje end vi selv.

Nu er vi blevet venner, det aftalte vi, og jeg tror da ogsaa, at vi skal paa besoeg igen. En mere autentisk og traditionel oplevelse er ikke lige saadan at finde. Vi var nu alligevel lidt chokkerede, da vi tog derfra, og som i kontrast til det hele, tog vi ud og spiste fastfood og drak oel med vores to ganske anderledes jordanske venner, Ayman og Yazan, som i modsaetning til bageren ikke foeler for at slaa amerikanske soldater ihjel.

Ja, saa er jeg paa kursus igen. Det hele begyndte sidste soendag, hvor jeg moedte paa arbejde efter weekenden. Jeg skulle starte i en ny afdeling af centret - Complaints and legal unit - den med alle advokaterne! De arbejder med de klager, som NCHR (National Center for Human Rights, det kalder jeg centret fra nu af) modtager vedroerende overtraedelser af menneskerettighederne i Jordan.

Dagen startede med, at hende, hvis skrivebord jeg har benyttet den sidste maaneds tid, vendte tilbage til centret. Saa vidste jeg ikke helt, hvor jeg skulle goere af mig selv. Jeg skulle arbejde sammen med en, der hedder Christine (dejligt navn at huske paa!), men hun var ikke paa arbejde denne dag. Saa ingen vidste rigtig, hvad de skulle goere af mig. Naa, det endte med at jeg blev sendt med nogle andre hen paa Grand Hyatt Amman hotellet, hvor der foregik et seminar. Jeg naaede egentlig ikke helt at blive klog paa, hvad det gik ud paa, og den arabiske foredragsholder var ikke til yderligere hjaelp. Lidt fik jeg oversat, men paa et tidspunkt blev jeg spurgt af min sidekammerat, om jeg sov. Det gjorde jeg vist naesten... Men over middag vaagnede jeg op, for der kom der pludselig en italiensk EU-ansat kvinde, som har holdt til paa NCHR de sidste uger, for at holde et foredrag for os... paa engelsk! Hun reddede min dag.

Naeste dag var jeg tilbage paa NCHR, hvilket Christine heldigvis ogsaa var. Hun introducerede mig for sit arbejde med et projekt om ungdomskriminelle og disses rettigheder, og resten af sidste uge hjalp jeg hende med dette. Jeg har arbejdet med nogle statistikker og oversat fra arabisk til engelsk - godtnok med hjaelp:-). Bl.a. skulle jeg oversatte navne. Jeg fik dem laest op paa arabisk, og saa kunne jeg saa selv bestemme, hvordan jeg ville stave dem paa engelsk. Saa nu har jeg altsaa naermest doebt dem, og disse navne kommer saa til at optraede i alle fremtidige rapporter. Jeg fik ogsaa oversat, hvilken type kriminalitet, de havde begaaet og har derefter undret mig over, hvad "shameful act" mon indebaerer.

Som sagt er jeg altsaa nu igen paa seminar, og jeg har nu fundet ud af, hvad det hele gaar ud paa. EU afholder dette seminar for NCHR som en del af et samarbejde, der gaar ud paa at effektivere NCHR's arbejde. Af den grund har den italienske Dolores befundet sig paa centret naesten lige saa laenge som mig. Hun har arbejdet med omstrukturering af arbejdet, og jeg er vist mere populaer end hende, for det er bestemt ikke alle, der er lige glade for forandringer!

Men nu afholder vi saa det her seminar, som handler om "Capacity Building" - med andre ord at give alle medarbejderne et bedre udgangspunkt for deres arbejde. Foerste halvdel var paa kurset i sidste uge (hvor jeg altsaa ogsaa deltog for en dag), og resten, incl. mig er med i denne uge. Jeg er saa heldig at vaere med i den kristne / uortodokse muslimske halvdel, hvilket vil sige, at der er kaffe, juice og snacks i pauserne. Vi startede i loerdags og har siden haft en masse foredrag. Loerdag og soendag var jeg saa heldig at have en professionel tolk ved min side. Hun var der godt nok for italienernes skyld, men jeg var med paa en lytter og endte faktisk med at have hende for mig selv, fordi italierne ikke var der saa meget alligevel. I gaar var der saamaend ogsaa foredrag paa engelsk, et af dem var det samme, som jeg havde hoert foregaaende soendag, men et andet var med en professor fra et italiensk universitet. En aegte italiensk mand, som de arabiske kvinder er helt vilde med!

Dagen i dag handlede om "project management" og boed paa arabisk powerpointshow og gruppearbejde. Bl.a. skulle vi karakterisere vores egne daarlige lederegenskaber og 2 og 2 snakke om, hvordan vi kunne forbedre os. Onsdag bliver seminarets hoejdepunkt, for der slutter vi af med faelles iftar (breakfast - maaltidet efter solnedgang, hvor de fastende maa spise igen, hvilket de saa goer i ekstreme maengder!)

Er lige sluppet igennem den ganske forfaerdelige ramadantrafik. Min tur startede uden for Grand Hyatt Hotel, hvor jeg befinder mig i denne uge til noget kursus. Herfra fik jeg et lift med en gennem vejarbejde og trafikpropper hen til menneskerettighedscentret, hvorfra det skulle vaere muligt at finde en taxa. Men nej... Efter at have vinket af omkring 50 taxaer, som alle viste sig at vaere optagede, kom Atef, en af mine kollegaer, mig til undsaetning. Han vinkede til mig fra den anden side af gaden, og paa magisk vis fik jeg krydset den. Set i bakspejlet har jeg ingen ide om, hvordan det kunne lade sig goere, men jeg maa have laert nogle tricks, siden jeg kom herned. Atef gav mig et lift ud til sit mindre befaerdede kvarter, hvor han - for naesen af et aegtepar med haenderne fulde af tunge poser - prajede en taxa til mig. Det kan man aabenbart godt tillade sig, naar nu det drejer sig om en lost lyshaaret pige!

Paa vejen var jeg vidne til et harmonikasammenstoed. Mens vi holdt tilbage for roedt lys paa en af Ammans mange stejle veje, sagde det pludselig clash i den anden vejbane, og en personvogn, en varebil og en skolebus fyldt med unger, holdt stille med snuderne lidt for taet sammen. Ikke videre alvorligt, der var en del glasskaar rundt omkring og bilerne bagved var for laengst gaaet amok med hornene, men den slags smaauheld hoerer sig til dagligdagen, isaer under ramadanen.

Saa blev jeg igen den sidste til at forlade kontoret... Farvel for i dag!

Jeg taenkte, at det maatte vaere paa tide at praesentere jer for den vigtigste jordaner af alle - kong Abdullah II.

Alle elsker kongen! Og dem, der ikke goer, lader som om, at de goer. Der hviskes virkelig lavt, hvis der er tale om bare den mindste antydning af kritik af ham. Han er afbilledet over alt, ja, i skrivende stund sidder han jo faktisk paa vaeggen og smiler til mig. Jeg har faaet til vane at vaere den sidste, der forlader kontoret, fordi jeg altid liiiiiige skal naa et eller andet, og hver dag narres jeg til at tro, at der stadig er en anden person tilbage. Men nej, det har alle gange vist sig blot at vaere Abdullah, hvis billede spejles i en af vores glasvaegge.

Naa, men nu skal I faa en visuel praesentation af ham: 

Foerst i fuld udrustning

Oerkenkongen paa sin kamel

Kong Abdullah og Queen Rania (der desvaerre er lidt hoejere end ham, men saa maa man jo bare faa hende til at sidde ned)

Herunder hele den glade kongefamilie - kongen, dronningen og deres 3 (hov, lyshaarede?) boern.

Til jer, der ikke har faaet nok, kan jeg henvise til www.kingabdullah.jo

Nok er vores lejlighed ganske udmaerket, men den har altsaa ikke alt. Vi bliver ved med at finde nogle ting, vi mangler. Dette medfoerer en stor fristelse, naar vi er ude, og vi har efterhaanden udviklet en fast vane med, at vi har ting med hjem i tasken fra cafeer osv. Foerste tilfaelde indtraf paa Amigo Bar, hvor Anne blev fristet af nogle tandstikker. De viste sig at vaere meget nyttige, da vi senere hen spiste shawerma. Andet tilfaelde indtraf i forgaars, hvor jeg havde en peberboesse med hjem i tasken. Samme dag havde jeg nemlig spildt peber ud over en af ramadanens delikatesser, som absolut ikke boer spises med peber, fordi vores indpakning var ganske upraktisk (for det var da i hvert fald ikke mig, der var klodset). Vores seneste gevinst er et spil kort, som vi fik med fra Ammans trendy Blue Fig Cafe, som vi besoegte i gaar.

Saa hvis nogle af jer mangler noget......;-)

I gaar kiggede Anne og jeg forbi hvad vi troede var vores lokale motionscenter. Vi har tit kigget hen paa skiltet "Mona slim center" fra shawermastedet ovre paa den anden side af gaden og undret os. Og i gaar blev nysgerrigheden saa udloest. Det lykkedes os efter lidt tid at finde indgangen omme bag ved bygningen, og vi begav os op paa 1. sal og ind af en doer med et tilsvarende skilt. Her blev vi moedt at en ivrig kineser og en raekke enormt store maskiner. Kun to damer var i gang med workout, saa hun havde rigelig tid til at tage sig af os. Vi fik lov til at proeve alle maskinerne, og de saa os helt aerligt lidt maerkvaerdige ud. De lignede mest af alt den stol, man sidder i hos tandlaegen. Jeg lagde mig op paa den foerste, og kineseren satte den i gang. To puder under mig begyndte at bevaege sig modsat hinanden, hvilket fik mine balder til at goere det samme. Lignende maskiner gjorde det samme, bare med andre muskelgrupper. Det bagvedliggende princip ved alle maskinerne er, at man ligger sig op paa dem, slapper af, og saa begynder de at bevaege sig, hvilket ogsaa stimulerer ens muskler. Meget overskueligt at man ikke selv skal saette sig i gang, og efter adskillige gentagelser kan man godt maerke, at musklerne var arbejdet. Anne og jeg blev enige om, at det var lige den form for traening, vi kunne finde overskud til i vores travle og udmattende hverdag, saa nu har vi simpelthen oprettet et medlemsskab!

Jeg glaeder mig til at berette om vores egentlige debut, for jeg har paa fornemmelsen, at det bliver sjovt.

...saa gik jeg for lidt siden forbi koekkenet, hvor vores kaffeslave sad og sov

For nu at bruge et af Vibes mange koebenhavner-udtryk:-)

Jeg startede dagen med at snakke med Nisrin om min rapport vedroerende faengselsbesoeget, og tak! Den er ikke helt hen i vejret. Jeg fik ros for mine observationer:-) og hun havde ogsaa vist den til generalkommissaeren her paa centret, som sagde det samme. Jeg havde virkelig vaeret nervoes for det, for det var min foerste mulighed for "bedoemmelse" af mit arbejde her paa centret, og som sagt er de vant til nogle med lidt mere erfaring. Af nervoesitet tog det mig 5 arbejdsdage at faa skrevet lige godt 1000 ord.

Jeg kom lige til at regne lidt paa det. Hurtig overslagsregning vel og maerket, men resultatet er stadig skraemmende: Hvis jeg havde arbejdet med tilsvarende snegletempo i gymnasiet, havde det taget mig 18 aar at faa huen paa hovedet.

Nu gaar arbejdet videre med at sammenligne observationerne med internationale erklaeringer, konventioner osv. for at se, om der er tale om brud paa nogle menneskerettigheder. Jeg skruer lige lidt op for arbejdstempoet!

Der hersker trafikkalt kaos om eftermiddagen, naar jeg skal hjem. Den tur, der plejer at tage et kvarter, tager nu op til en time. Der er sat politibetjente ind ved alle rundkoersler og lyskryds, fordi roede lys aabenbart ikke er nok til at faa en sulten mand til at holde tilbage. Deruvover synes alle konstant at taenke, at her er der da lige plads til mig. Der er kun millimeter til forskel fra kontakt mellem bilerne. Men det er ganske interessant at sidde paa bagsaedet, for man har rig mulighed for at faa et kig ind i nabobilerne, eftersom at vi jo alle holder stille. Jeg sidder hver dag og forbander de foraeldre, der lader deres unger hoppe rundt paa bagsaedet. Selv er jeg ogsaa genstand for opmaerksomhed. Jeg har tit set folk i bilerne ved siden af mig tage et kig omkring - ogsaa hen paa mig, som om alting er helt normalt. Men hov! Saa snart de naar at opfatte, at det de lige saa der, da vist var lidt for blond til Jordan, vender blikket tilbage. Og der bliver det saa uforbeholdent.

I gaar betoed den lange taxatur, og jeg skulle tilbringe omkring 50 minutter i selskab med en drillesyg chauffoer. Han lagde ud med at bryde sammen af grin, fordi den maade, jeg udtaler det omraade, som vi bor i, aabenbart var fantastisk sjov. Naiv som jeg er, hoppede jeg paa hans trick med at faa mig til at gentage det 7 gange, fordi han blev ved med at sige "What?". Stakkels mand med hoerevanskeligheder, taenkte jeg. Han fik den ide at laere mig at tale ordentligt arabisk og hurtigt kom til til at lege den leg, hvor han peger paa alting omkring os og siger dets arabiske navn for derefter at faa mig til at gentage det. Igen til morskab for ham.

Ih altsaa! Jeg har lige afleveret min rapport om faengslet og fik som foerste kommentar, at jeg da vist havde rodet lidt rundt i navnene.. Hmm. Det rehabilitationscenter, som jeg besoegte og troede hed Suwaqa, hedder altsaa Jweidah. Saa fik vi det paa plads! Godt gaaet Sanne...

Nu er kontoret ved at doe hen, og folk vandrer hjemad.

Ramadanen er godt i gang, og der hersker en krigerisk stemning paa kontoret mellem dem, som forsoeger at tage rygeforbuddet serioest og dem, som enten ikke er muslimer eller bare har indset, at de ikke kan holde sig fra smoegerne. Det er meget sjovt at betragte. Selv har jeg afholdt mig fra at spise og drikke offentligt indtil videre. Men jeg har nu set kollegaer snige sig rundt med kopper, og vores kaffeslave staar stadig og vasker op ude i koekkenet.

I gaar var vi endnu engang til filmscreening paa terrassen foran Vibes arbejde. Igen en svensk film, denne gang om Malmoe FF og Zlatan Ibrahimovich (svensk fodboldspiller til jer der ikke ved det - til jer der goer: pyt med hvordan det staves!). Byen var naesten oede i aftes - alle muslimerne fejrede solnedgangen ved at spise hjemme ved familiens middagsbord. Saa kun udlaendinge havde bevaeget sig uden for doeren, og det viste sig faktisk, at to af de faa andre, der var moedt op til filmen, var danskere. Passende kunne vi saa gaa ud og spise sammen bagefter!

I dag er sidste rigtige arbejdsdag inden ramadanen gaar i gang. Naar jeg kommer igen paa soendag vil alle paa stedet vaere fastende. Jeg glaeder mig meget til at se, hvordan den naeste maaneds tid bliver. Der skulle vist vaere en helt specielt stemning! I dagtimerne en lidt spaendt stemning, fordi alle er sultne og uenergiske. Arbejdstiden er kortet ned til kl 14 for stortset alle, hvilket efter sigende skulle resultere i enorme trafikpropper, naar alle skal hjem. I kombination med sult og det i forvejen heftige trafikale temperament tyder det paa at blive...... spaendende!

Lidt fra Wikipedia om ramadanen:

Ramadanen er den muslimske fastemåned.

Ved at faste aktualiserer man Koranens åbenbaring, idet ramadan er månededen for Koranens åbenbaring.

Ramadanen strækker sig over 30 dage uden mad, drikke, røg og seksuelt samkvem i dagtimerne. Om natten er de nævnte ting tilladt, fordi Allah ønsker at gøre det let for mennesket. Nogle muslimer tager forbudet mere bogstaveligt end andre. F.eks er der nogle muslimer der mener at man end ikke må synke sit spyt.

Det gaar loes enten loerdag eller soendag alt efter, hvordan maanen opfoerer sig.

Nu holder jeg weekend! Og forresten - vi bliver i Amman i weekenden, da vores planlagte overnatningstur ikke kunne lade sig goere, da der var fuldt booket op. Andre havde aabenbart faaet den samme ide som os... Men her er der ogsaa masser at give sig til!

Jeg er utallige gange blevet spurgt om, hvorvidt jeg synes om besoeget i faengslet. Et virkelig maerkeligt spoergsmaal. I samme stil med "so Sanni, how do you find Jordan?" Til det sidste svarer jeg altid, at jeg er rigtig glad for at vaere her osv. Til det foerste spoergsmaal har jeg svaret noget I retning af, at det da var spaendende at se...  

For jeg kan jo ikke sige, at jeg kunne lide det, jeg saa. Set med danske oejne levede fangerne under usle forhold. Men det eneste, man kan forholde sig til, er, hvorvidt menneskerettighederne overholdtes. Og det kan jeg helt aerligt ikke tage stilling til...  

Naa, men nu er der jo alligevel snart weekend, saa jeg udskyder spekulationerne lidt endnu...

Vores egentlige maal paa turen i mandags var det store og topsikre Suwaqa faengsel uden for Amman, som efter sigende huser mange islamister. Jeg naaede at blive paent irriteret paa mit lyse haar og danske tilhoersforhold paa vejen derud, for jeg fik indtryk af, at de andre var lidt nervoese over at have mig med.
 

(Et billede af Suwaqa faengslets indgang, som jeg fandt paa google)

I faengslet havde der de forudgaaende 5 dage foregaaet en sultestrejke blandt nogle af fangerne. Den sluttede dagen foer vi kom, hvor fangerne mistede haabet om at opnaa noget med den. Saa vidt jeg har forstaaet, klagede de over de daarlige forhold i faengslet og havde bla. havde et krav om, at faa doerene aabnet om aftenen, saa de kunne maengle med hinanden. Derudover var de ogsaa utilfredse med nogle af deres medfangers lange behandlingstid ved statens sikkerhedsdomstol. Mere kunne jeg ikke rigtig blive klog paa, der virkede til at herske en del arabisk forvirring, og jeg haar faaet indtryk af, at sultestrejker opstaar med jaevne mellemrum blandt islamister i de jordanske faengsler.
Vi blev vist gennem rum og gaarde med en masse maend iklaedt en moerk cowboy-farvet fangedragt. To fanger var i faerd med at samle en reol, andre to gik rundt i en lille gaard med armene om hinanden, en mand sad med taarefyldte oejne, som han skjulte, da han saa os og andre stod og hang op ad murene.
 
Jeg har laert saa meget arabisk, at jeg ved, at den foerste celle, vi blev vist ind i, var nr. 13. Foerst blev en tung jerndoer laast op, hvorefter vi traadte ind i en kameraovervaaget, middagsvarm forgaard efterfulgt af endnu en jerndoer, der ledte os ind i soverummet. Paa betongulvet var der lavet fire forhoejninger af samme materiale og sammen med de skumgummimadrasser, som laa ovenpaa, udgjorde dette sengene. Betonvaeggene var malet gule med en naermest kunstnerisk ujaevnhed, og loftet hoejt oppe var hvidt.
 
Tre fanger uden videre sans for orden havde til huse i denne celle. Fangeklaederne var smidt rundt omkring - paa gulvet, under madrassen og over den bjaelke, som sammen med et forhaeng udgjorde afskaermningen til toilettet. Flasker, haandklaeder, poser, konservesdaaser, chokolade, en tandboerste, en avis og adskillige plastickrus var usystematisk placeret rundt omkring i rummet. Paa radiatoren, som syntes nyttesloes i heden i gaar, men som uden tvivl er til gavn om vinteren, laa der boeger med arabisk skrift. En af dem, samt dem, der laa ved hovedpuderne, har helt sikkert vaeret koranen, de andre skal jeg ikke kunne udtale mig om.
 
De andre celler, som jeg saa, mindede meget om den foerste. Dog var der flere steder lidt mere ryddeligt, og enkelte senge var oven i koebet redt. I den sidste celle, jeg var inde i, havde fangerne flyttet den ene af madrasserne fra dens forhoejning og i stedet brugt dette som et bord. Dette var meget nyttigt, for "bordet" var fyldt op med alle mulige smaating. Fangerne havde den samme tendens, som vi har faaet hjemme i lejligheden: Nemlig at gemme alle boetter og bruge dem til opbevaring - af mangel paa bedre (tupperware kunne blive et hit blandt husmoedrene hernede!). I samme celle stod der et fad og et imponerende lille bord lavet af gamle cigaretpakker.
 
Billederne af Saddam Hussein, da han blev fanget af amerikanerne, poppede op paa min nethinde. Alle fangerne paanaer een havde fuldskaeg og flere af dem tydelige maerker i panden - maerker de faar af at skrabe hovedet mod gulvet, naar de 5 gange dagligt udfoerer deren boen. Mange af dem havde bedekaeder i haenderne, som de nervoest pillede ved, mens de fortalte os om deres situation. Haender og foedder var nyvaskede, og de fleste havde smidt fangedragten og var iklaedt joggingtoej. Nogle var meget snakkesalige, mens andre mumlede og gjorde alt for at undgaa oejenkontakt med os.
 
Turen gik flere gange ud i gaarden og ind i en ny celle. Hvergang blev jeg fra de smaa vinduer i cellerne fulgt af mange moerke oejne. Nogle naegtede at lade mig og min kvindelige kollega komme ind, men ville kun udtale sig til maend. I celle 8 ville de heller ikke have os ind, men til gengaeld kom 2 af fangerne derfra ud til os. En af dem skillede sig ud fra den andre med sit roede haar, men havde mindst lige saa meget skaeg. Han begyndte pludselig at tale til mig paa engelsk og fortalte mig om den overstaaede sultestrejke og om de ringe forhold, som de levede under i faengslet. Han havde selv vaeret der i over et aar og var skraemmende intelligent og overbevisende i sin maade at fortaelle paa. 
 

Det siges, at ophold under disse forhold i jordanske faengsler vaekkede og styrkede Al-Zarqawia islamiske fundamentalisme. Paa samme maade tror jeg bestemt heller ikke, at de fanger, jeg moedte, har faaet kortere skaeg af at vaere faengslet, tvaertimod. Det eneste stimulerende, jeg kunne faa oeje paa, var da at slaa op i de hellige boeger, som stortset ogsaa udgjorde, hvad der var af private ejendele.  

En jordansk kvinde er i dag blevet doemt til doeden efter medvirken til et terrorangreb i Amman sidste november. Siden terrorangrebet er Jordan for alvor gaaet ind i kampen mod terror og har faaet ryddet op iblandt islamisterne. Mange af dem sidder nu i det faengsel, som jeg besoegte i mandags.

Som sagt besoegte jeg nogle af de faengslede terrorister/islamister. Jeg ved ikke, hvad jeg maa kalde dem, for jeg turde ikke spoerge ind til, hvad de var doemt for. Maaske vil jeg helst heller ikke vide det.....

Jeg ville lige vise jer dette billede, som er taget paa terrassen foran Vibes arbejde. Det var her, vi saa film i soendags.

Saa er dagens arbejdsstrabadser snart overstaaet.

I gaar fik jeg koebt mig et lille notehaefte, som jeg i eftermiddag skal have udfyldt med alt det, som jeg indtil videre har laert paa arabisk. I aften staar den nemlig paa undervisning igen.

Jeg fik skrevet lidt om den foerste del af mit faengselbesoeg i mandags og fortsaettelsen foelger imorgen. Jeg kan allerede nu afsloere, at jeg tilgiver alle jer, der lader jer skraemme vaek af tekstens laengde.

Igen i dag var der vaeret faelles "breakfast" paa arbejdet. Jeg tror, at mine kollegaer er begyndt at hamstre mad i deres kroppe inden ramadanen gaar i gang i weekenden. De gaar i hvert fald til den!

Forud for, at jeg i mandags blev kastet for loeverne (/islamisterne) i et jordansk Reform and Rehabilitation Center - det paene ord for faengsel - fik jeg en forsmag paa 2 lokale politistationer i Amman, hvor vi skulle besoege deres detentionsceller.
 
Begge steder startede besoeget paa politikontorer, hvor jeg tvang mig selv til at drikke baade kaffe, the og kaffe igen - dog godtnok af underdimensionerede arabiske kaffekopper. De andre gav sig til at ryge paa trods af et stort og uundgaaeligt no smoking-papskilt. Et betjent ytrede, at kvinder altid er den bagvedliggende grund til, at en mand begaar kriminalitet. Der var dog delte meninger om dette, men jeg tror aldrig rigtig, at nogen fik svaret ham imod.
 
Turen gik efterfoelgende ned i kaelderen, hvor vi blev vist en bog med arabisk haandskrift, som aabenbart vidnede om, hvornaar de enkelte fanger blev sat ind og ud af cellerne. Paa den foerste station var der 2 celler paa 15-20 kvm (hvoraf 2 kvm udgjorde et toilet i det ene hjoerne) med hhv. 4 og 6 fanger i. Der var varmt og naesten helt moerkt, indtil et lysstofroer i loftet blev taendt af en betjent, og stanken fra toilettet var meget tydelig. Rummet var helt tomt paanaer et lille bedetaeppe, som laa i det ene hjoerne, og fangerne, som stod barfodede og hang op ad vaeggene. Paa den sidste station var der i alt 7 faengslede bag en tremmevaeg. Her havde de stillet skoene, og der var madrasser, taepper og en mere behagelig temperatur.
Jeg fik at vide, at alle de faengslede paanaer een var udlaendinge, hovedsageligt egyptere og syrere, hvis opholdstilladelse i Jordan var loebet ud.
 
Fra menneskerettighedscentret spurgte vi fangerne ud om den behandling, de havde modtaget - om de havde faaet stillet vand, toilet, laegehjaelp, mad og telefonopkald til raadighed. Den afdeling af centret, som jeg er i nu, tager ofte ud paa disse besoeg og bruger oplevelserne til at lave en aarlig rapport til regeringen om forholdene i de jordanske faengsler og detentionsceller. Paa nuvaerende tidspunkt har centret dog ikke frihed til at tage paa uanmeldte besoeg, men skal altid ledsages af en betjent fra statens sikkerhedstjeneste.

I naeste uge lyder det til at jeg skal paa flere besoeg paa detentionscentre.

Besoeget i faengslet i gaar har vist gjort et stort indtryk paa mig. Jeg har brugt dagen i dag paa at saette ord paa det, og det er snart ved at udvikle sig til en roman. Jeg er lige blevet gjort opmaerksom paa, at klokken er 15, hvilket jo vil sige, at jeg har fri, hvilket absolut ikke var gaaet op for mig. Araber-computeren her viser halv to, selvom jeg tror, at jeg indstillede uret paa den i morges.

Jeg fandt en artikel om det nye Oestjyske Statsfaengsel ved Horsens, som lukker tremmerne (i moderne udgave: panserglas) op for fanger i loebet af efteraaret, og der er mere end en verden til forskel fra det, jeg laeste, og det, jeg saa i gaar, hvilket I nok skal hoere mere om.

Vi havde faelles-brunch paa centret i dag. Det foregik paa den maade, at vi samledes omkring et bord fyldt med fladbroed, hummus, ost, falafel og andre arabiske godter, som jeg ikke kan saette ord paa endnu - men forhaabentlig snart. Saa tog man ellers bare for sig af retterne med fingrene og raekte armene ind over hinanden paa kryds og paa tvaers. Og naar maden ikke havde en glinsende overflade mere, blev der haeldt nyt olie ud over. Jeg er propmaet!

Nu vil jeg ud i varmen og hjem og slappe af. I aften faar vi besoeg af nogle venner, som vil tage os med paa overnatningstur i et naturreservat i weekenden. Saa jeg skal have gravet alle de gode spejder-tricks frem fra baghovedet til aftenens helt store planlaegning.

God tirsdag til jer alle!

Aah nej, de er air-condition-fanatikere her paa kontoret. Blaeseren koerer for fuldt tryk, og jeg fryser...

Jeg sidder nu paa et nyt kontor paa menneskerettighedscentret, fordi jeg er flyttet til Rehabilitation Centres Unit - den afdeling, som beskaeftiger sig med forholdene i de jordanske faengsler. Der er 3 ansatte i afdelingen, men for tiden er en af dem paa brullypsrejse, saa jeg har taget hans plads. Desvaerre virker han til at vaere en af dem, som ikke taler saerlig meget engelsk. Hos mange af dem, jeg har moedt hernede, er engelsk integreret i deres arabiske sprog. Midt i den arabiske volapyk kommer der pludselig saetninger, som jeg forstaar, hvilket virkelig lyder skaegt. De fleste bruger ogsaa engelsk opsaetning paa computer og mobiltelefoner. Men altsaa ikke ham her... (som jeg ikke har nogen ide om hvem er) Saa naar jeg om lidt aabner word for at skrive om mine oplevelser i faenglet i gaar, bliver det lidt af en udfordring.

I aftes hentede vi Vibe fra arbejde og var ude at smage paa arabernes udgave af pizza. Og ja, den kan i hoej grad maale sig med den europaeriske! Herefter tog vi tilbage til det sted, hvor Vibe arbejder - The Royal Film Commission, hvor de hver soendag viser film paa storskaerm. I aftes var det den libanesisk-svenske film Zozo, som er absolut anbefalelsesvaerdig. Det hele blev kun bedre af, at det foregik paa en udendoers terrasse med udsigt over Ammans hustage samt verdens hoejeste flagstang, hvor det jordanske flag vejer i, mens moerket faldt paa og neonoplyste moskeer i det fjerne kaldte til boen. Der var endda ogsaa gratis popcorn og sodavand:-)

Nu er jeg tilbage paa kontoret og skal snart af sted ud til faengslet - insha' Allah!

Hvad skal man tage paa, naar man skal i faengsel?

Hov, saa skete der pludselig noget..

Jeg har lige faaet at vide, at jeg skal med paa field visit i et faengsel i morgen. Der foregaar en form for strejke, som vi skal ud og blive klogere paa. Og efterfoelgende har Bushra bedt mig om at skrive en artikel om det. Ja, saa kom der pludselig gang i sagerne... Nu vil jeg se om jeg kan finde ud af noget om den strejke!

Om en uge gaar ramadanen i gang, og jeg glaeder mig meget til at opleve den i et muslimsk land. Det tegner til at blive en stor event, alle snakker i hvert fald om det - selv de kristne. Ligemeget om man er muslim eller ej maa man ikke spise, drikke og ryge offentligt i dagtimerne. Jeg har faktisk hoert, at man kan blive arresteret for det. Saa selv jeg gaar en form for faste i moede!

Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg kommer til at overholde det. Min arbejdstid er i perioden forkortet til 9-14, saa jeg tror umiddelbart, at min plan er at spise morgenmad derhjemme (dog nok efter solopgang, selvom reglerne foreskriver noget andet) og se, hvor laenge jeg kan klare mig paa det. Paa arbejde kan jeg snige mig ud paa toilettet og i smug drikke medbragt vand. Mafi mushkila - ingen problemer!

I weekenden lykkedes det os endelig at samle energi til at tage ud og se paa Ammans natteliv. Det skete i torsdags og blev en rigtig god debut. Vi moedtes med en fra Vibes arbejde paa Amigo Bar - et hyggeligt sted, som med poolbord, siddepladser inde og ude, en bar at haenge ud i og masser af festglade drenge og piger sagtens kunne have vaeret en bar i DK. Med nyerhvervede jordanske venner (juhuu!!), fadoel, en tyssen fra bartenderne, shawerma og afterparty hjemme i lejligheden, var det en aldeles vellykket aften.

Fredag er en passende dag at sove laenge paa, hvilket vi udnyttede. Alting er doedt og lukket indtil langt hen paa eftermiddagen, hvor folk efter at have overstaaet fredagsboen og hjemmehygge, begynder at stroemme ud paa gaderne. Fantastisk livagtigt! Vi tog til downtown om aftenen og besoegte foerst et lille marked og gik derefter rundt i de glade gader, koebte flere dvd-film og spiste traditionel arabisk aftensmad.

Loerdag blev en praktisk dag, hvor vi fik koebt stort ind (vores hamstring forud for ramadanen er begyndt!) og gjort rent i vores paent beskidte hjem. Nu skinner det, og vi har efterhaanden taget de fleste koekkenskabe i brug. I aftes var vi paa dialogcentret, som hver loerdag danner rammen om et medie-diskussions-moede. Denne gang med en udefra kommende foredragsholder, som talte om Al Jazeera, Abu Dhabi TV og den generelle arabiske nyhedssituation. Efter dette tog vi med vores nye venner fra torsdag aften ud paa en cafe uden for byen, hvor vi sad paa en hyggelig terrasse med udsigt over en stor palaestinensisk flygtningeby og drak varm kakao og roeg nagile (=vandpibe).

Og ja, nu er jeg saa tilbage paa arbejde. Fra i dag af og maaneden ud skal jeg vaere i Rehabilitation Centres Unit - den del af menneskerettighedscentret, som beskaeftiger sig med forholdene i de jordanske faengsler. Efter sigende kommer den kommende tid til at byde paa feltarbejde i form af besoeg i faengsler og efterfoelgende rapportering, men hende, som jeg skal foelge, er til moede, saa jeg ved endnu ikke helt, hvad der kommer til at foregaa.

Jeg sidder bare og underholder mig selv lidt endnu...

Saa er jeg tilbage paa kontoret efter en skoen weekend. Jeg er nu omgivet af computermanden og alt-muligt/intet-manden, som er i gang med at flytte rundt paa moebler og ledninger paa kontoret. Alle er i flyttestemning, jeg kan ikke rigtig blive klog paa, hvad der sker, og jeg kan i hvert fald slet ikke finde ud af, hvor jeg skal goere af mig selv. Saa nu sidder jeg lidt forvirret i midten af det hele...

Alt-muligt/intet-manden kraever en forklaring. Han er en aeldre, rund og meget glad mand, som gaar rundt her paa centret. Han kan ikke sige et ord paa engelsk, men alligevel er der en intern forstaaelse imellem os, og vi griner altid lidt sammen. Han har faaet fat i, at jeg ikke drikker kaffe, men til gengaeld store maengder vand, saa han kommer altid med nye forsyninger til mig. Saa vidt jeg har forstaaet, er kaffesupplering en af hans opgaver. Jeg kan ikke saette ord paa de andre, men nyttig er han sikkert.

Nu er kommet plakater op paa vaeggene og begyndt at falde ro over flytteriet. Gad vide hvad der saa skal ske

Saa, nu holder jeg weekend! Jeg tager hjem og sover...

Er tilbage igen soendag (med mindre jeg kommer til at savne jer saa meget, at jeg opstoever en internetcafe), og jeg tror soerme, at jeg tager nogle flere billeder med mig. God weekend til jer derhjemme! 

I dag er en traet dag!

Efter arabiskundervisningen i aftes har jeg faaet lidt bedre styr paa bogstaverne og vil mene, at jeg nu befinder mig i overgangsfasen mellem at tegne dem og at skrive dem. Saa jeg er godt i gang med at udvikle min egen arabiske haandskrift! Paa nuvaerende tidspunkt baerer den godt nok stadig praeg af en lidt nervoes blyantfoering, som om min haand ikke helt er indforstaaet med dens bevaegelser fra hoejre mod venstre. Men jeg er godt paa vej og nyder at faa lov til at vaere lidt kreativ.

Min tunge er endnu ikke blevet helt gode venner med lydene. Den danser rundt i munden, men kan kun med lidt held finde frem til det sted, hvor den kan frembringe den rigtige lyd. Visse lyder kraever samarbejde mellem tungen og halsen, og her gaar det hele hen og bliver lidt kompliceret. Det sted i halsen, hvor araberne laver de karakteristiske hr/r-lyde, synes ikke at eksistere hos mig. Jeg kan med tilnaermelse frembringe en lignende lyd, men det bliver bare aldrig helt godt. Jeg krydser fingre for, at stedet ikke er medfoedt, men at det udvikles gennem traening og brug, for saa er der da haab for mig!

Undervisningen sluttede over midnat, og den efterfoelgende tur hjem i seng blev lang. Taxaer er vores eneste og som oftest ogsaa meget stabile transportmiddel. Men i gaar lykkedes det os ikke at finde en, som ikke kraevede overpris, foer kl 1. Saa med ikke meget mere end 5 timers soevn er i dag en underskudsdag. Men det er torsdag, hvilket hernede betyder fredag - altsaa weekend!!

Paa bordet foran mig ligger resultatet af vores foerste arabiskundervisning i mandags: Et stykke papir med en forfaerdelig masse streger, mit foersoeg paa at gengive de arabiske bogstaver. Det foeles som om, jeg er tilbage i 1. klasse. Jeg er paa fuldstaendig bar bund og kan ikke finde ud af, hvornaar nogle streger blot er streger, og hvornaar de udgoer et bogstav. Min plan for de kommende timer er at dedikere et helt stykke papir til hvert bogstav og saa ellers skrive, nej, tegne hedder det vist naermere, bogstavet gentagne gange - indtil papiret er fyldt op, og jeg kan gaa videre til naeste bogstav.

Hvert bogstav er ledsaget af en lyd, hvilket volder mig endnu stoerre problemer. De synes alle at minde utrolig meget om hinanden - ud for 3 bogstaver har jeg skrevet en th-lyd og en s/z-lyd ud for 4. Men sagen er en ganske anden i en arabers oere, hvor der er stor forskel paa lydene!

I de 2 timer, vi havde med vores laerer i mandags, kom vi vidt omkring (i hvert fald hvis man bruger mit foretrukne sammenligningsgrundlag: En 1. klasse), og endte endda med at sidde med naesen i en arabisk bog, for at se om vi kunne genkende nogle bogstaver. Det kunne vi ikke!

I aften gaar det loes igen, og jeg har store forventninger til mig selv om i det mindste at faa tegnene for bogstaverne og maaske nogle af de tilhoerende lyde paa plads i loebet af eftermiddagen. Jeg har ganske god tid, da undervisningen foerst gaar i gang kl. 22. Vores laererinde er nemlig en travl og independent woman, som ikke har tid til os paa andre tidspunkter. Hun bor for sig selv i en lejlighed - usaedvanligt hernede, hvor de fleste bliver boende hjemme indtil de bliver gift - og starter dagen med undervise i naturvidenskabelige fag i en folkeskole for derefter at arbejde  som farmaceut paa et apotek og faa fri kl. halv ti om aftenen. Saa vores undervisning maa foregaa i de sene og traette aftenstimer, men hun har dog et middel til at holde os vaagne: cola! Og naa ja, nu kan jeg huske hendes navn: Suhair.

I hoerer naermere om, hvordan "Arabisk, 2. del" kommer til at gaa. Selv er jeg meget spaendt!

En lejlighed til at fortaelle lidt om vores lejlighed. I kan jo forestille jer, at jeg er vaert paa et boligprogram for at goere det lidt glamouroest:

Foerst et kig ind i TV-stuen, hvor Anne, Bjarke og Vibe dyrker vores favorit aftensbeskaeftigelse: Henslaengen i sofaerne. Stuen ser dog ikke helt saadan ud mere, da vi har udskiftet de brune moebler med nogle tilsvarende groenne (som er bloedere og matcher vores vandpibe bedre).

Vi fortsaetter ind i det store, lyseroede koekken. Vi har saa meget skabsplads, at de faa ting, vi har at benytte det til, fx cornflakesene, bliver vaek for os.

Nedenunder et eksempel paa, at vi skam ogsaa bruger koekkenet til fornuftig madlavning og ikke kun lever af falafel og shawerma (selvom det er det absolut billigste!)

Jeg har desvaerre endnu ikke faaet taget billeder af vores lyseroede toiletter eller soverum, saa vi slutter af ude paa vores altan, hvor Anne og Bjarke staar og nyder udsigten til det enorme byggerod, der hersker i kvarteret. Vi kan hoere hamren og banken hele dagen - kun lige afbrudt af den glopause, som haandvaerkerne tager sig, naar vi gaar forbi. Altanen er selvfoelgelig stedet, hvor alle former for ledninger kommer ind til os.

Vi er efterhaanden kommet helt godt paa plads og har ogsaa laert at udtale navnet paa det omraade, som vi bor i. Naar vi har problemer, ringer vi til vores landlord og siger: "Mr. Abu Mohammed, this is the Danes again. We have a problem" Ja, det er efterhaanden sket et par gange! Men Abu Mohammed og hans maend kommer os altid til undsaetning - fx da vi ikke kunne komme ud af lejligheden pga en mystisk laas, eller da vi ikke havde noget vand.

...for min sidekammerat her paa kontoret vil have mig til at blive her for evigt! Ikke paa grund af mine arbejdsmaessige udrettelser - igen i dag har jeg siddet med naesen dybt begravet i dokumenter vedroerende menneskerettigheder - men fordi den hoejt respekterede chef (som de stadig rejser sig for, naar han goer sin entre i rummet) indtil nu ikke har afsloeret en sur mine, mens jeg har vaeret tilstede, hvilket aabenbart er yderst usaedvanligt. Lad os se hvor laenge han kan holde det glade smil...

Der har i oevrigt foregaaet noget sjovt paa kontoret i dag. Naermere detaljer kan jeg desvaerre ikke give, da jeg ikke har forstaaet noget som helst af det hele!

Jeg har faaet jordansk mobilnummer: +962797020498

Og saa fungerer dialogcentret som min adresse: (Den vej, vi bor paa, har vist ikke rigtig noget navn)

Jordanian-Danish Dialogue Center for Youth

6, Sh Faris El Khoury, Shmeissani

P.O. Box 926701, Zip Code 11190

Amman, Jordan

Torsdag var begyndelsen paa de haardt tiltraengte fridage, og vi ville egentlig have vaeret et smut ude og kigge paa byens aften- og natteliv, men traetheden efterlod os hjemme i koekkenet, hvor vi hyggede os med sen aftensmad, som vi hang laenge over. Fredag kunne vi sove laenge uafhaengigt af vaekkeuret, hvilket dog ikke lykkedes helt for mig, som vaagnede halv ni. Til gengaeld fik jeg mig nogle hyggelige timer alene paa vores solskinsbeskinnede altan. Da de tre andre efterhaanden var staaet op, tog vi ind til downtown af Amman. Dette er det oprindelige og mest arabiske kvarter, hvor husene er placeret helt taet som puslespilsbrikker paa bakker og i dale. Vi besoegte det romerske teater, som aandede fred og idyl paa trods af skyderiet der for nogle dage siden, og gik lidt rundt i kvarteret, som boed paa masser af smaa butikker, coffee shops, juice barer osv. Paa denne fredag eftermiddag var gaderne fyldt op med maend, der alle havde vaeret til middagsboen og nu vandrede snakkende rundt eller indtog kaffebarerne.

Vi fik koebt lidt inventar til vores lejlighed - en smuk groen vandpibe for at faa lidt arabisk stemning til hjemmet og en dvd-afspiller til naar de arabiske tv-kanaler bliver os for meget! Man kan faa massevis af billige kopifilm med svingende kvalitet. Den film vi saa fredag aften, blev fx pludselig helt moerk, da personen foran i biografen tillod sig at rejse sig op.

I kontrast til downtown fik vi ogsaa besoegt et af de moderne vestligte kvarterer, hvor vi skulle have moedtes med vores kommende arabisklaerer paa hvad der virker til at vaere byens stolthed - Starbucks Coffee. Hun aflyste i sidste minut, og saa maatte vi jo bare nyde de velkendte, vestlige omgivelser og bloede sofaer med os selv. I stedet besoegte vi vores laerer, som jeg ikke kan huske navnet paa (jeg er forfaerdelig daarlig til arabiske navne og har endnu kun laert 2 paa mit arbejde), i gaar aftes. Imorgen, mandag, skal jeg have min foerste arabiskundervisning - fra kl. 22 til 24, det eneste mulige tidspunkt! At doemme efter hvor soevning jeg indtil videre har vaeret hver aften, bliver det vist en haard omgang...

I dagene fra mandag til torsdag blev min kontorstol byttet ud med en fornem stol paa et af byens utallige fine hoteller. Her deltog jeg i et seminar, som "mit" menneskerettighedscenter afholdt i samarbejde med FN's flygtningeagentur. Seminaret - eller workshoppen, som de ynder at kalde naesten al form for arbejde hernede - handlede om relationerne mellem flygtninge og menneskerettigheder, og sammen med nogle stykker her fra centret var repraesentanter fra nogle forskellige jordanske NGO'er og saa selvfoelgelig FN-medarbejdere til stede. Altsammen meget officielt!

 Jordan har i tidens loeb taget i mod tusindvis af palaestinensiske flygtninge, som i dag - mere eller mindre integreret - udgoer en stor den af befolkningstallet (et sted imellem 30 og 60 % alt efter hvem man spoerger). Jordan, et forholdsvis politisk stabilt land, har i det hele taget vaeret maal for mange flygtninge pga. landets geografiske beliggenhed. (Til jer der skulle vaere i tvivl: mellem Israel/Palaestina, Saudi Arabien, Irak og Syrien). Senest er der selvfoelgelig kommet en hel del irakiske flygtninge til landet. Nogle af disse, fx vores lokale koebmand, som vi er blevet helt gode venner med, er ganske velhavende og en betydelig del af landets handel, mens andre irakere bor i flygtningelejre i graenseomraadet under ringe vilkaar. Mit indtryk er, at der hersker meget diskrimination overfor flygtninge, at der ikke tages nogle politiske tiltag for at forhindre dette og at der i det hele taget ikke er saerlig meget fokus paa flygtningene.

Men naar det kommer til stykket, er det kun indtryk, jeg har. Hele seminaret foregik nemlig paa arabisk, og jeg forstod intet! Lidt fik jeg dog oversat, men mit udbytte af seminaret har vist mest vaeret af materiel art: en mappe med papir og brochurer, masser af juice og smaakager i pauserne, stor (og gratis) frokostbuffet og et dertilhoerende overdimensioneret kagebord! Derudover har jeg laert lidt om vigtigheden af opkald og sms-beskeder! Mobiltelefoner kommer foer alt andet - ogsaa selvom du er midt i at holde eller hoere paa et foredrag. Jeg har ogsaa faaet studeret en del arabisk skrift (dog indtil videre uden udbytte) og moret mig over bagvendt tavleskrivning og powerpoint-fremvisninger med punkter i den forkerte side, og saa har jeg selvfoelgelig ogsaa faaet nogle bekendtskaber!

Jeg tror, at jeg blev helt god til at kontrollere min gaben og mine kloeende myggestik og til at lade som om, at jeg forstaar arabisk. Som seminaret skred frem, blev det paa den ene side mere og mere stenet, at jeg ikke forstod noget som helst, mens jeg paa den anden side synes, at det blev mere og mere spaendende at vaere med (om ikke andet saa som tilskuer), hvor det virkelig sker!

Nu er det meget godt at vaere tilbage paa kontoret til en kortere arbejdsdag, der begynder et sted mellem 8.00 og 8.30 (Jeg har faaet besked paa at komme kl 8, men de andre komme nu altsaa foerst halv ni) og slutter allerede kl 15. Her er jeg heldigt stillet - Vibe, som jeg er hernede sammen med er foerst faerdig halv syv, og jeg tror, at jeg bliver rigtig glad for disse eftermiddage, hvor jeg kan udforske byen lidt paa egen haand.

Saa er jeg tilbage paa menneskerettighedscentret efter weekenden, som jo her i et muslimsk land foregaar fredag og loerdag. Jeg har nu givet mig i kast med at studere globale og regionale dokumenter vedroerende menneskerettigheder! Paa grund af min naesten absolutte uvidenhed og mangel paa erfaring paa dette omraade, er jeg vist noedt til at tilbringe et stykke tid med naesen i boegerne for at kunne foelge med. Jeg er jo omgivet af professionelle!

Jeg har rigtig meget at fortaelle om hele den foregaaende uge og weekenden, saa jeg tager lige en pause fra studierne...

Nu kan jeg endelig svare paa spoergsmaalet om, hvad jeg egentlig skal lave her i Jordan: Jeg skal arbejde som frivillig paa Jordans Nationale Center for Menneskerettigheder.

Soendag var min foerste dag paa arbejdet, og jeg lagde ud med at komme 3 kvarter for sent pga. en lang og vildtfarende taxatur. Hverken chauffoeren eller jeg selv havde nogen anelse om, hvor i den indbyggermaessigt 2 mio store by jeg skulle hen. Men frem naaede jeg da, og her fik jeg saa stukket en ordentlig moppedreng at en statusrapport og en strategisk plan i haenderne. Vaersgo at laes! Et kig omkring afsloerede mange jakke- og slipseklaedte maend og en tilsvarende casual advokatagtig paaklaedning hos kvinderne. Aaah nej - ren, paen, stram og nystroeget er altsaa ikke lige min staerke side, som mange af jer maaske ved, og saa da slet ikke, naar jeg leger backpacker! Men vores lejlighed er faktisk baade indrettet med strygejern, strygebraet og en vaskemaskine, som muligvis virker - det ser ud til, at det kommer an paa en proeve!

Jeg fik selvfoelgelig en rundvisning paa centret, som har til huse i the Building of the Royal Guesthouse. Det lyder meget fint, og det er det saadan set ogsaa. Rundturen boed paa et "bibliotek" slash bogsamling, som boed paa udgivelser fra den tilsvarende Danske Center for Menneskerettigheder og titler som "The Danish Ombudsman". Her paa biblioteket slog jeg mig ned og laeste en stund, indtil en mand, som med  sit kropssprog sagde: Mit kontor!, kom ind. I det hele taget var jeg lidt malplaceret hele den foerste dag, men saadan er det jo altid. Man skulle nok ogsaa havde vaeret advokat for at kunne passe helt ind her.

Jeg blev introduceret for de to "practical leaders" af centret med hver sit borgmesteragtige kontor med leaderstole, mahogniskriveborde og hvad der ellers hoerer sig til. The reel boss fik jeg dog ogsaa at se. Mens jeg sad og forsoegte at laese i og samtidig forstaa noget af min udleverede statusrapport, kommer denne mand ind af doeren. Den to andre tilstedevaerende i rummet rejser sig op, og foer jeg selv faar fattet at goere det samme, har han allerede naaet at lave vinke-ned-tegnet til mig. Da han gaar ud af rummet hvisker Bushra til mig: "That was the Chairman!"

Da klokken naermede sig 14 blev Bushra faerdig med at sammenstykke et program for de naeste 3 maaneder til mig, hvilket hun havde brugt hele sin arbejdsdag paa. Det er virkelig virkelig lovende. Jeg tror, at det bliver et helt ekstremt spaendende og ret serioest arbejde, men det skal I nok hoere meget mere om.

Nu skal jeg moedes med de andre hjemme i vores lejlighed og finde ud af, hvad vi goer af os selv ovenpaa dagens saakaldte "terrorangreb" her i byen. Vi har mulighed for at komme ud af byen i nogle dage, hvis vi foeler os utrygge, men paradoksalt nok har jeg indtil nu ikke foelt mig andet end tryg og usaedvanligt velkommen! Og nu er det jo ligesom her vi hoerer til...

Efter en spurt igennem Frankfurt lufthavn, er jeg nu landet i en by med arabiske skilte overalt. Amman er bakke op, bakke ned og bakke op igen, og sjovt nok har jeg endnu heller ikke set en eneste cykel. Paa nuvaerende tidspunkt har jeg ikke tiltro til, at jeg nogensinde laerer at finde rundt her - ikke engang Lonely Planet er til nogen som helst hjaelp.

Vi kom til Amman natten mellem fredag og loerdag og fandt hen paa et hotel med en tungtsovende vagt, som det ikke lykkedes os at vaekke. Heldigvis kunne vi da komme forbi ham og befandt os derfor hurtigt i samme tilstand som ham. Loerdag fik vi et nyt sted at sove, nemlig den kaempestore lejlighed, som skal vaere mit hjem de naeste tre maaneder. Den er smagloes og lyseroed, men meget mere luksoerioes, end hvad jeg havde turdet forvente. Den ligger i den nordlige udkant af Amman, og vi har udsigt til oerkenen. Derudover har vi hele 3 toiletter (lyseroede) og et stort koekken (lyseroedt), hvor der sagtens skulle vaere plads til at holde et dinnerparty, hvis vi da ellers faar os nogle venner, vi kan invitere.

Loerdag aften var vi henne paa det dansk-jordanske dialogcenter, som vi skal vaere knyttet til, mens vi er hernede. Vores intro her var meget passende: En dialogaften!

Endelig blev der selvfoelgelig ogsaa tid til at smage paa en masse arabisk mad, som jeg endnu ikke helt har laert at udtale (fortsaettelse foelger), for til sidst at komme hjem og slaenge sig i vores stormoenstrede sofaer i hvad vi har valgt at kalde vores tv-stue og glo paa en af de over 100 arabiske tv-kanaler, vi kan tage.

Saa lykkedes det mig endelig at finde baade internetadgang og tid til at benytte det paa een gang! Nu skulle der derfor vaere tid til en opdatering fra min side af.

Om 18 dage vil en sikkert ganske forvirret udgave af mig være at finde i dette gadebillede. Første spadestik til denne blog er hermed taget!