Saa er det blevet tid til at skrive de sidste blog-ord fra et jordansk tastatur. Flere ord skal det dog nok blive til, for mine tilbragte minutter foran computeren har slet ikke stemt overens med mine mange tanker her paa det sidste. Jeg har ikke kunnet foelge med mig selv. Men de naeste ord kommer jo nok til at blive skrevet paa et dansk tastatur med baade ae, oe og aa, hvor alting vender, som det skal, og uden at have arabiske sikkerhedsadvarsler til at poppe op hele tiden! Det lyder slet ikke saa ringe endda.

God tur hjem til mig. Jeg ser frem til det glaedelige gensyn med jer allesammen!

Her i efterskriftet skal jeg huske at takke jer allesammen for at have laest med. Virtuel socialisering skal bestemt ikke undervurderes, jeg har i hvert fald nydt det til fulde. Og af samme aarsag vil dugfriske indslag med overskriften "Dengang da jeg var i Jordan..." sikkert vaere at finde paa siden om 1/2 aar.

Saa er det lige ved at vaere oppe over. I dag er min sidste dag i Amman.

Dagen begyndte med pakkekaos. Hold da op en masse skrammel, jeg har faaet samlet sammen i loebet af 3 maaneder. Alt dette faar mig til at glaede mig til at sidde i flyet efter at have chekket ind - uden at skulle betale overvaegt - og efter at have faaet sagt god for min overdimensionerede haandbagage!

Jeg var ude paa mit arbejde for at sige farvel. Desvaerre en dum dag at komme paa, da over halvdelen af dem var ude paa et universitet, hvor centret afholder et seminar i denne uge. Men jeg fik da sagt mine farveller til dem, der var der. Og jeg indkasserede et par oereringe, som en af mine kollegaer tog ud af sine oerer og gav til mig, og en perlehalskaede, som en fandt frem fra sin taske. Spontant og soedt!

Men det er nu alligevel med en lille aergelse, at jeg forlader menneskerettighedscentret. Paa 3 maaneder har jeg faaet et rigtig godt indblik i deres arbejde, men samtidig er det foerst netop nu, efter den lange introduktion, at jeg selv kan begynde at udrette noget af betydning. Men det maa altsaa blive i andre sammenhaenge! En anden vaesentlig grund til min aergelse er, at selveste kongen kommer paa besoeg paa centret paa soendag. Det kunne have vaeret noget af en oplevelse at have vaeret der - i hvert fald alt at doemme efter alt det arbejde, vores stakkels kaffeslave er blevet overbelaesset med! I dag var han at finde overalt i bygningen med en kost eller en klud.

Nu har jeg lige fundet et aandehul i det travle bycenter Al-Balad, som har vaeret vores hjem i de sidste par dage. Vi har ikke rigtig noget sted at vaere resten af dagen, men et eller andet skal vi nok finde paa at stille op med os selv, inden vi tager ud i lufthavnen kl halv to i nat.

Saa er jeg tilbage i Amman. Og taenk sig - jeg skal hjem om 2 dage. Hvor blev de resterende 104 af?

Jeg har meget paa hjertet, men er bare lidt for traet lige nu!

I gaar forlod vi Damaskus med fuld oppakning og fandt ned til en busstation, hvor omkring 30 maend hev i os fra alle sider for at faa os til at saette os ind i deres bil. Det lykkedes os at komme helskindet ind paa bagsaedet af en taxa og sammen med chauffoeren og en iraker gik turen til den libanesiske graense.

Det gik meget smertefrit med at krydse graensen, og her fik jeg et godt foerste indtryk af libanesere i uniformer, som siden har holdt stik. Soldaterne smiler hele tiden! Det var lidt mere besvaerligt for vores irakiske medpassager at komme ind i landet, han blev hevet ind i et rum og udspurgt i et kvarters tid, men til sidst kunne vi sog alle forlade graenselandet og saette kursen mod Beirut.

Det tog ikke lang tid at koere tvaers igennem landet, selvom krige selvfoelgelig har sat sit praeg paa infrastrukturen. Vi passerede en bro, som tydeligt var blevet ramt af en bombe, men ellers saa hele landet meget fredeligt ud. Med McDonalds-skilte og coca-cola reklamer foeltes det lidt som at komme hjem efter opholdet i antiamerikanske Syrien.

Jeg er nu i Beirut, byen hvor folk har ry for at vaere smukke. Og der er noget om snakken! Saa i morges foelte vi os alle noedsaget til at tage et bad, og pigerne til at bruge lidt laengere tid foran spejlet. Man skal jo passe ind i bybilledet.

Vi bor paa et saakaldt pensionat - en familie, som lejer deres egne vaerelser ud, naar der kommer gaester. Saaledes maatte nogle boern rykke ud af det rum, hvor vi nu sover i, og deres legetoej staar stadig oven paa skabet i rummet.

Byen er skoen at faerdes i. Der er varmere end i Syrien og Jordan, og saa bor vi ikke mere end 500 m fra Middelhavet, som vi vandrede langs med det meste af dagen i gaar. Det meste af den vestlige del af byen er "genopstaaet" med dyre hoteller og internationale restauranter. I dag har vi gaaet rundt inde i det centrale Beirut. Meget af dette er ogsaa bygget efter borgerkrigens afslutning, men i nogle omraader staar de overlevende huse stadig og ser noget ustabile ud med skudhuller overalt.

Demonstrationerne fik vi at se i dag. Foerst blev vi moedt af synet af ens, hvide telte, som demonstranterne overnatter i. Ellers er der nu meget farverigt overalt med det libanesiske roed-hvide flag (med et groent juletrae i midten, der ikke kan undgaa at faa os lidt i julestemning), hizbollahs gule flag og store plakater med Nasrallah og hans foelger.Alting foregaar meget fredeligt, og folk virker til at vaere i meget godt humoer. Unge som gamle gaar rundt i omraadet og vifter med det libanesiske flag, men en virker til blot at komme for at kigge lidt paa, ligesom os. Soldater og tanks overvaager hele det centrale Beirut, men det er efterhaanden et syn, jeg har vaennet mig til. Og som foer naevnt er soldaterne langt mindre autoritative end fx de syriske, men mere snakkesalige og smilende.

Vi overvaerede demonstranternes faellesboen her til middag. Hele pladsen blev delt op i en afdeling for maend og kvinder, og vi fornemmede hurtigt, at vi ikke rigtig hoerte til nogen af stederne. I stedet slog vi os ned og spiste morgenmad, mens vi fra hoejtalere hoerte en mand tale meget laenge. Herefter gik faellesboennen i gang, og vi fandt hen til en bro, hvorfra vi kunne se, hvad der foregik. Nu er demonstrationen stille og roligt brudt op, og alle folk spredt ud igen.

Vores plan er at suge det beirutiske liv til os her weekenden over. Derefter gaar turen tilbage til Amman...

I gaar fik vi besoegt Damaskus' store Umayyad moske, en af de stoerste og aeldste moskeer i verden, og derfor ogsaa en af Islams vigtigste.

Som turist maa man benytte en speciel indgang, og i denne forbindelse bliver man ogsaa ifoert en heldragtskaabe, der daekker alt fra top til taa, lige bortset fra ansigtet. Godt afdaekket, lige bortset fra de bare foedder, kunne vi derfor traede ind i moskeens store soejlegaard, mens der blev kaldt til eftermiddagsboen fra en af minareterne. Vi fortsatte derfor ind i bedehallen - hvor Johannes Doeberens hoved efter sigende ogsaa skulle befinde sig i en kiste, men det er en helt anden historie. Foerst virkede der ikke rigtig til at ske saa meget. Vi fandt hurtigt frem til det omraade, som vi som kvinder maatte befinde os i, og satte os ned og betragede de mennesker, som hver for sig gav sig til at bede.

Senere skulle vi dog finde ud af, at dette smaa-bederi slet ikke skulle kunne goere det! Der begyndte at komme flere og flere mennesker ind i rummet, maendene i deres afskaermede omraade forrest, kvinderne i et afskaermet omraade baggerst, og de stillede sig op paa raekke. Pludselig gik faellesboennen i gang, og de omkring 300 tilstedevaerende muslimer kastede sig til jorden samtidig, som paa kommando. Jeg sad paa gulvet i midten af alle de bedende kvinder, saa naar de alle stod op, kunne jeg ikke se andet end de foranstaaendes lange kaaber, men naar de alle laa paa knae, og jeg havde 300 numser strittende imod mig, havde jeg overblik over hele moskeen.

Efter boennen traaedte en taler frem paa en talerstol allerforrest ved maendene. I 3 kvarter sad jeg sammen med alle de andre og lyttede til de ord, som blandet med korancitater (smart at de bliver "sunget" - saa kan man kende forskel, selvom man som mig ikke forstaar arabisk!) floed ud fra hoejtalerne. Efter disse mange minutter blev det lidt for kedeligt, vi skulle jo ogsaa videre i programmet!

Saa fik jeg ogsaa proevet et hammam, et tyrkisk bad, i Syrien.

I modsaetning til den eksklusive og luksurioese udgave af slagsen, som jeg proevede i Amman paa min foedselsdag, havde dette i langt hoejere grad karakter af at vaere et offentlig bad. Paa denne ugentlige kvindedag var badet gaestet af syriske familier, alle generationer var repraesenteret, som skulle have deres ugentlige store bad. Og denne gang var situationen jo den samme for mig, hvis krop heller ikke havde set vand siden Jordan. 

Jeg fik en ordentlig skubbetur af en fed, arabisk dame ifoert nattoej. Jeg blev placeret paa marmorgulvet, blev bedt om at tage bikinitoppen af, og saa gik hun ellers bare i gang med at gnubbe loes. I Amman blev dette gjort for at fjerne doede hudceller paa den skoenhedsklinik-agtige maade. Her var der udelukkende tale om eet formaal: At blive ren! Hun hev mine arme op, klaskede dem ind i sine egne fedtdepoter og skrubbede mine armhuler. Rundt omkring i rummet var der smaa fontaener med vand, hvoromkring de forskellige familier sad og vaskede hinanden.

Efter et par timer i denne dampende atmosfaere, skulle vi alle ud for at have vores toej paa igen. Og ren var jeg! 

De andre kvinder, som jeg lige havde set halvnoegne, gik nu i gang med at klaede sig paa. Lag paa lag kom paa, og pludselig var de alle gaaet fra at have undertoej paa til at vaere ifoert fuld daekning, ninja-outfittet, hvos kun oejnene er fri. Det var virkelig sjovt at betragte, og de syntes uden tvivl, at det var lige saa sjovt at betragte mig! 

Ja, saa kom der nyt fra Syrien.. en lidt lang smoerre uden pauser viste det sig, baer over med mig:-)

Saa er jeg kommet til Damaskus, og selvom mange jordanere ikke ville bifalde det foelgende, saa maa jeg indroemme, at jeg rigtig godt kan lide byen. Syrere og jordanere har det samme ukaerlige naboforhold til hinanden som danskere og svenskere, hvis da ikke endnu vaerre. Fra jordanere blev jeg advaret imod syrere, som kun ville vaere ude paa at snyde os. Imidlertid moedte der os en ganske anden mentalitet.

Vi forlod lejligheden fredag morgen og lignede en skoleklasse paa vej paa lejrtur, da vi slaebte afsted med alle vores mange poser og tasker. Vores vicevaert kom alt for tidligt og maatte med sin kone sidde i vores stue og vente paa, at vi blev faerdige med alt pakkeriet. Alle skabe og skuffer skulle toemmes, inklusiv vores skab med sprutflasker, som vi formaaede at smugle ud uden at de to veltroende muslimer bemaerkede det. De paatale dog alt andet, som vi proevede at efterlade i skabene. Endelig kom vi hjem til Simon og Matildes lejlighed, som vi nu har indtaget med vores mange poser. Overskuddet var heller ikke den dag alt for stort, saa det endte med at vaere godt hen paa eftermiddagen, foer vi rettede kursen mod Syrien.

Jeg kan ikke fortaelle meget om, hvordan landet ser ud, for jeg sov hele vejen. I Damaskus gik jagten paa at finde det hotel, vi havde udpeget os, i gang. Noget af en opgave, isaer fordi den taxachauffoer, vi fik fat i, ikke kunne et eneste ord paa engelsk. Vi endte med at stoppe og spoerge om vej ved en lille restaurant, hvor den syriske gaestfrihed for alvor kom os i moede. Ejeren inviterede os ind, vi spiste aftensmad, fik gratis dessert og endte med at faa et lift med ham hjem til vores hotel. Og ikke bare et af den slags lift, hvor man bliver smidt af paa vejen. Nej, vi fik en rundtur af naesten en times varighed i den gamle bydel, hvorefter vi blev koert hjem til hotellet. Ganske uforpligtende.

Vi har nu alle 4 indlogeret os i paa et vaerelse en fin, gammel Damaskusvilla med gaardhave. Nok var den uden tvivl finere for 200 aar siden og er ikke blevet roert siden, men autentisk er det! Her sover vi laenge, meget laenge, og dagene gaar i stille og roligt tempo. Lige hvad man kunne traenge til efter 3 maaneders arbejde i Amman. Naajo, et bad kunne jeg ogsaa godt traenge til, da det ikke rigtig ser ud til at kunne lade sig goere paa vores mikroskopiske toilet. Saa i eftermiddag venter der mig endnu en omgang tyrkisk bad. 

Ellers er Damaskus en pulserende og spaendende by. Trafikken synes endnu vaerre end i Jordan, maaske mest fordi gaderne er virkelig smalle i den gamle bydel. Der er mennesker overalt, og naar jeg bevaeger sig rundt i souq'erne i myldretiden, ender jeg altid med at sidde fast i maengden. I de dele af Damaskus, vi har bevaeget os rundt i indtil nu, er den vestlige civilisation svaer at faa oeje paa. Ingen fastfood-kaeder, umuligt at opdrive en coca-cola. Gad vide om jeg kunne have boet her i 3 maaneder?

Til gengaeld har jeg faaet brugt mine ben, og de elsker det. Efter naesten kun at have bevaeget sin rundt i taxa i 3 maaneder, er det skoent selv at kunne bestemme retningen! Der er flotte, gamle bygninger overalt, men indtil videre har vi ikke vaeret saerlig kulturelle. Imorgen maaske...

  

Ja, saa er det ved at vaere tid for mig til at forlade Amman og gaa paa nye oplevelser.

Jeg holder sidste dag paa arbejdet i dag, hvilket der nu ikke er noget ekstraordinaert i. For det foerste fordi jeg ikke kan slappe helt af, men skal naa at skrive en artikel faerdig, dernaest fordi der ikke rigtig er nogle folk her i dag, alle synes at vaere ude af huset og for det tredje ogsaa fordi, at jeg har planer om at komme indenom igen om 2 uger, naar jeg er tilbage i Amman, inden jeg skal flyve hjem.

Naar jeg har fri om en time gaar turen hjem for at pakke. Gad vide, om jeg overhovedet kan finde min backpack? Den har vaeret godt gemt vaek i de sidste 3 maaneder. Og dernaest, gad vide hvordan jeg skal faa det hele til at vaere deri? Vi forlader plastiklejligheden imorgen formiddag og retter kursen mod den syriske graense. I foerste omgang gaar turen til Damaskus.

Ja, saa er det ved at vaere tid for mig til at forlade Amman og gaa paa nye oplevelser.

Jeg holder sidste dag paa arbejdet i dag, hvilket der nu ikke er noget ekstraordinaert i. For det foerste fordi jeg ikke kan slappe helt af, men skal naa at skrive en artikel faerdig, dernaest fordi der ikke rigtig er nogle folk her i dag, alle synes at vaere ude af huset og for det tredje ogsaa fordi, at jeg har planer om at komme indenom igen om 2 uger, naar jeg er tilbage i Amman, inden jeg skal flyve hjem.

Naar jeg har fri om en time gaar turen hjem for at pakke. Gad vide, om jeg overhovedet kan finde min backpack? Den har vaeret godt gemt vaek i de sidste 3 maaneder. Og dernaest, gad vide hvordan jeg skal faa det hele til at vaere deri? Vi forlader plastiklejligheden imorgen formiddag og retter kursen mod den syriske graense. I foerste omgang gaar turen til Damaskus.

Saa er det blevet Ammans tur til at vaere paa den anden ende, fordi Bush aflaegger byen besoeg!

Han kom i gaar, hvilket jeg dog ikke rigtig maerkede noget til. Men i gaar eftermiddags var der en demonstration imod ham, som en af mine venner var ude at filme. Jeg saa optagelserne i aftes, og de var ret underholdende. Antistemningen imod USA formaaede at samle jordanere fra alle taenkelige sider: Kommunister, Islamisk Aktionsfront, palaestinensere og unge, hippe og intellektuelle. En af mine andre bekendte havde lavet en fullsize dukke/papskulptur af ham, som han braendte af med det stoerste smil paa laeben. Ellers foregik demonstrationen som enhver anden med bannere overalt, tilraab i kor osv. Det var rigtig god stemning, og demonstranterne endte med at bryde ud i arabisk massedans, som om de alle var bryllupsgaester. Til sidst hoerte man moskeen kalde til boen, hvorefter alle medlemmerne af Islamisk Aktionsfront samlede sig til masseboen - saadan en, hvor de alle staar paa raekke og falder paa knae paa samme tid.

Da jeg skulle paa arbejde i morges, fik jeg dog Bushs tilstedevaerelse at foele. Den rundkoersel, som mit arbejde ligger ved, var spaerret af, og min taxachauffoer var noedt til at finde en alternativ vej. Der var radare, tanks og soldater med maskinpistoler overalt, og da vi var noedt til at krydse det afspaerrede omraade, for at jeg kunne komme hen til arbejdet, blev vi stoppet og udspurgt.

Ved rundkoerslen ligger 2 af Ammans fineste hoteller, Four Seasons og Sheraton. Gad vide, om praesidenten bor derpaa? I saa fald ville han i skrivende stund befinde sig indenfor en omkreds af 300 m fra mig. Ved naermere eftertanke, saa er han vel staaet op nu? Han har jo travlt saadan en verdensmand. Hele formaalet med hans besoeg var at moedes med den irakiske premierminister for yderligere at saette sit eget praeg paa situationen i Irak. 

I skrivende stund tager jeg mig lige en pause fra diverse spekulationer om aeresdrab.

Jeg har netop laest en rapport om en undersoegelse, som en amerikansk kvinde har lavet om jordaneres holdning til emnet. Menneskerettighedscentret er i faerd med at publisere den og en af mine kollegaer har i den forbindelse bedt mig om at skrive lidt om mine reflektioner over undersoegelsen og dens resultater.

Jordans straffelovgivning, som i oevrigt er et resultat af europaeisk koloniherredoemme og derfor ikke umiddelbart har noget at goere med islam, indeholder 3 artikler, som legaliserer en mildere straf til udoevere af aeresdrab og -forbrydelser. Hold mig ikke op paa foelgende gengivelse, men en af artiklerne siger, at hvis mand griber sin kone eller en anden af sine naere gifte kvindelige slaegtninge i at bedrive hor med en anden, og han draeber, saarer eller skader begge, er han undtaget fra straf.

I alt er 200 jordanere inddraget i undersoegelsen, og resultatet er meget tydeligt: Befolkningen oensker en aendring eller afskaffelse af de ovennaevnte artikler. En saadan har egentlig vaeret under opsejling laenge, men er alligevel ikke blevet til noget endnu, da en del af parlamentet har blokkeret for lovaendringen.

Naa, blot for at give jer en lille idé om, hvad jeg sidder og roder med...

Torsdag eftermiddag gik Anne og jeg rundt i downtown og betragtede det travle forretningsliv. I faerd med at undersoege et eller andet uden for en butik, kom en mand forbi og hilste paa os. Efter en del sekunders forvirring og begyndende irritation i mit hoved fandt jeg ud af, hvem han var - nemlig bageren Mahmouds ven, som begge gange har vaeret en del af vores sammenkomst, fordi han gerne vil moede europaeere og oeve sig paa engelsk. Tilfaeldigvis stod han med en nyindkoebt gave til os i haanden, nemlig 4 eksemplarer af en engelsk oversaettelse af koranen.

Anne og jeg fortsatte vores tur med dette ekstra laes, og inde i en butik, hvor vi gav os i kast med at studere oereringe, satte vi poserne fra os paa gulvet. Uden saadan videre at taenke over, at det var koraner, vi havde med at goere. Efter lidt tid kom butiksindehaveren hen til os og gjorde os opmaerksom paa at poserne paa gulvet var en lidt uheldig situation, for det er jo ikke dér, at guds ord hoerer til. Hovsa! Han var dog utrolig sympatisk og hjalp os med at finde et mere passende sted at stille dem. Saa der kom ingen ny krise mellem danskere og muslimer ud af den situation. Nej, med kommunikation og et smil kommer man langt!!

Nu ligger min fine koran med guldskrift og kigger paa mig ved siden af computeren. Det er en utrolig betaenksom gave, som kun kan understrege omfanget af varm, jordansk gaestfrihed. Hvis jeg en dag faar laest hele bogen igennem, kan Tahib, den konverterede britte, og Mahmoud's ord om, at intet menneske kan laese hele koranen uden at ende med at blive muslim, komme an paa en proeve! Indtil da er jeg bare glad for dens stikordsregister.

Loerdag boed paa et gensyn med vores ven Mahmoud fra bagerforretningen.

Han har efterhaanden haft ringet til os utallige gange for at stable et nyt moede paa benene, for han har store planer med os. Vigtigst var det, at vi skulle moede hans britiske ven, som er konverteret til islam. Hver gang formaaede vi at finde paa en undskyldning, men paa et eller andet tidspunkt bliver kvoten for den slags jo brugt op. Saa loerdag aften kl. syv trappede vi op foran bagerforeetningen, hvor en lejet minibus ventede paa os.

 

 Bussen tog os med hjem til Tahib. Tahib (efterfulgt af en lang raekke andre navne sluttende med Tyson Al-Britania) er brittens efter-konverteringsnavn. Vi blev vist ind paa hans bibliotek/arbejdsvaerelse, og jeg har aldrig set saa vild en islamisk bogsamling foer! Vaerelset var smaat, men alle fire vaegge var daekket af reoler fra gulv til lov. Paa de fleste af reolerne stod der samtlige bind af diverse fint indbundne, arabisksprogede bogsamlinger. Koranen og Islams mange, mange andre skrifter. I et hjoerne var boegerne skiftet ud med kassettebaand, i alt 3000 fortalte han, som alle indeholdt koransang. Eller rettere sagt Korancitater, for jeg bliver altid korrigeret, naar jeg kalder det for sang: "No no, they're reading". Udover den imponerende bogsamlimg var vaerelset indrettet - i europaeisk kontorstil - med et stort skrivebord med baerbar computer og diverse tilbehoer, en sofa og et stort musikanlaeg, hvor fra der stroemmede de for mig nu meget velkendte toner af koranoplaesning ud. Mit oeres ven hver morgen i taxaen.

 

Samtalen gik i gang, og vi fik hele historien om Tahibs opvaekst og hvad der dertil hoerte af liv paa gaden, narkotika og faengsler. I et af faengslerne stiftede han bekendtskab med islam, endte med at blive flyttet til et faengsel med en moske, og begyndte saa at bede. Og med et smut omkring Yemen for at studere sin religion naermere, er han altsaa nu havnet i Jordan.

 

Tiden gik med diskusioner om livets helt store spoergsmaal, og denne gang gik den faktisk forholdsvis staerkt.

I går var jeg utrolig stolt af mig selv.

Efter chokkeret at have konstateret, at min usb-disk - med et 33-siders langt dokument, jeg har brugt de sidste uger på at skrive og gemt andre steder - ikke virkede, gik jeg ned og opsøgte vores computerfyr på arbejdet. Han sidder godt gemt bag ledninger, skærme osv. inde i sin egen hule bag køkkenet. Han måtte desværre konstatere, at der heller ikke var noget, han kunne gøre ved den - andet end at give mig den sædvanlige prædiken om altid at gemme flere gange, flere steder...

På vej til at begynde forfra på alt skriveriet får jeg så den idé, at jeg da lige så godt kan splitte hele dimsen ad - for ligesom at få lidt sjov ud af det. Så det gør jeg - og opdager herefter hvad jeg vil kalde en "løs forbindelse" / en dims, som ikke sidder helt på plads. Med konstant hjælp fra en kuglepen fandt jeg ud af, at hvis jeg pressede ind på den fra en helt bestemt vinkel, kunne computeren faktisk læse disken!! Der fik jeg lige reddet mig selv fra mange timers arbejde. Og straks begyndte fremtidsspekulationerne at banke på - måske skulle man blive i Jordan og studere "computer engineering" i selskab med over halvdelen af den unge, jordanske befolkning.

Vendepunktet indtraf kort efter, da jeg kom til at trykke ja til at formatere disken - og mistede resten af dokumenterne på den, deriblandt et, som jeg har brugt dagen i dag på at skrive påny!

Nu da vi taler om arbejde, så kan jeg da passende fortælle, hvad jeg rumsterer rundt med for tiden. I dag afleverede jeg det frelste dokument, en oversættelse af den danske Klagekomité for Etnisk Ligestilling's årsberetning. Med det ude af den lidt for store bunke af løse papirer, der ligger ved siden af mig, kan jeg nu skue de underliggende: En rapport om æresdrab, som jeg skal skrive nogle kommentarer til, en opgave vedrørende alle internationale rapporter om menneskerettighedssituationen i Jordan, mine notater til en artikel, jeg skal skrive i forbindelse med den internationale menneskerettighedsdag d. 10. december og en kopi af konventionen om børns rettigheder, som jeg egentlig ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med.

6 arbejdsdage tilbage....